Avisbud om redningsaktion: Fik hende ud gennem vinduet
Nattens avisomdeling blev ikke helt, som den plejer at være for Dan Fjeldgård Kristensen, der reddede en 61-årig kvinde ud af en brændende lejlighed.
Lidt i fire natten til fredag afleverede Dan Fjeldgård Kristensen en avis i Søparken i Viborg, som han plejer. Men pludselig hørte han en kvinde råbe om hjælp i nabobygningen.
- Hun råber, at det brænder, men jeg tror ikke på hende først. Men så bliver hendes vindue blæst ud, og jeg går om til hende ved trappen på den anden side af bygningen, siger Dan Fjeldgård Kristensen, der har været avisomdeler i omkring 20 år.
Han beder den 61-årige kvinde om at åbne døren, men det kan hun ikke på grund af branden. I stedet går han hen til vinduet, hvor han vil have hende til at kravle ud, men det vil hun ikke, fordi der er et stykke ned fra vinduet, til der hvor avisbuddet står. Men branden er så voldsom, så kvinden til sidst kravler ud.
- Jeg griber hende og løfter hende ned ad trappen. Hun kunne ikke selv komme ud, så hvis jeg ikke havde været der, var det gået galt. Det var meget kaotisk, hektisk og stressende, siger Dan Fjeldgård Kristensen, som efterfølgende også hjalp en beboer i nabolejligheden ud.
Ros fra politiet
Politiet roser nu den heltemodige indsats.
- Ud fra forklaringerne vurderer vi, at det er avisbuddets fortjeneste, at kvinden kom ud, og vi overvejer nu, om han skal indstilles til en belønning, siger Henrik Hansen, politiassistent hos lokalpolitiet i Viborg.
- Det er fint nok at få en belønning, men det er lidt underligt og ikke nødvendigt. Jeg gjorde jo bare, hvad jeg kunne for at hjælpe, siger Dan Fjeldgård Kristensen.
Den 61-åriges lejlighed er totalskadet efter branden. Kvinden blev kørt til behandling for brandsår og røgforgiftning på sygehuset i Viborg.
Teknikere skal nu finde årsagen til branden, som fortsat er ukendt.