Bankerne forsvinder på stribe: Halvdelen væk i løbet af ti år
Siden 2006 er der lukket 996 bankfilialer i Danmark. Det er en halvering
Det bliver sværere og sværere at finde en bank i sit lokalområde.
I løbet af de seneste ti år er antallet af bankfilialer i Danmark halveret. Siden 2006 er der lukket 996 filialer, og tilbage er godt 1.000.
Her i landsdelen har Danske Bank for nylig drejet nøglen om i Struer og Skive - og Nykredit har lukket sin afdeling i Holstebro.
Mindre regionale pengeinstitutter vinder markedsandele
De mange filiallukninger er en stor gevinst for de mindre regionale pengeinstitutter, som i øjeblikket vinder markedsandele fra de store banker.
- Vi vinder helt klar markedsandele, og det gælder både blandt privarkunder og erhvervskunder. Det er nok sådan, at folk som konkvens af de mange banklukninger bliver mere og mere bevidste om værdien af at have den nærhed, der er i det lokale pengeinstitut, som ligger lige rundt om hjørnet, siger Peter Vinther Christensen, der er direktør i den 140 år gamle Salling Bank i Skive.
Samtidig overtager de mindre banker rollen som aktiv medspiller i de samfund, hvor de landsdækkende pengeinstitutter trækker sig.
- Der er en del mennesker, der stadig gerne vil have at deres pengeinstitut er i byen og er en del af lokalsamfundet. Vi forsøger at være synlige i bybilledet via foreninger i sportsklubber, hvor vi sørger for at være til stede og give en økonomisk håndrækning, siger Ole Jahnsen, der er regionsdirektør i Sparekassen Vendsyssels afdeling i Struer.