Fra drengerøv til farmand: Sådan går det i dag
Det er nu et år siden vi kunne følge fire drengerøve blive fædre, og sidenhen er der sket en masse hos de fire mænd
Det var en stor omvæltning, da de fire mænd blev til fædre, og vi fulgte deres første tid i skiftet fra drengerøv til farmand. Nu er der gået et år hos de fire familier, og de fire mænd er blevet vant til den nye rolle som far.
En ny rolle, som faktisk fungerer rigtig godt for de fem mænd.
- Det er sjovere nu, når vi kan lege og lave noget. Det første halve år var det bare at passe og opvarte, og det er altså ikke særligt spændende, fortæller Kim Stig Henriksen.
Nye udfordringer
Selvom alle de fire mænd er lykkelige over deres nye titel og havde nok at se til den første tid, så er der kommet flere udfordringer til, efter de fire små er blevet ældre.
- Når hun græder længe nok, så får hun jo bare sin vilje, fortæller Mathan Apputhurai.
Og så kan det altså være svært at holde fjernsynet og iPadden slukket, selvom de gerne vil begrænse forbruget derhjemme.
De fire små er også gode til at give lyd fra sig, hvis alt ikke passer dem.
- 'Ulvetiden' kan godt være lidt hård engang imellem, griner Dennis Jeppesen.
Så efter børnene er blevet ældre, er der kommet en del mere at snakke om, når de fire fædre mødes. Nu skal børnene både lære at lege sammen og deles om tingene.
Støvsugeren er et hit
Hjemme hos Dennis var konen meget i tvivl, om han kunne ligge lidt af sit rengøringsvanvid til side, efter Ella kom til verden.
Men sådan er det overhovedet ikke gået, faktisk har Ella måske arvet lidt af rengøringsgenerne i stedet.
- Har vi nogle tudeture, så finder vi lige støvsugeren frem, så får far ryddet op og gråden stopper, forklarer Dennis.
Dennis er også begyndt til håndbold igen, efter han egentlig havde sagt stop, da Ella kom til. Men han har siden fundet ud af, at netop håndbolden kan give ham lidt ekstra overskud i hverdagen.
- Jeg blev lidt irritabel engang imellem, når jeg kom hjem og havde en masse energi, jeg ikke fik brugt, siger Dennis.
Men efter comebacket til håndbolden er overskuddet blevet stort. Nu er den største udfordring næsten, at tiden med Ella flyver afsted.
- Inden man får set sig om, så er der bare gået et år. Det fatter man ikke. Det er total klichéagtigt at sige, men sådan er det, forklarer Dennis.
Fart på
Hos Kim Stig Henriksen er der for alvor kommet fart over feltet. Emmas yndlingsleg er nemlig når Kim drøner igennem stuen med hende i sin legetøjsbil.
- Det er sjovere nu når vi kan lege og lave noget. Så går der lidt sport i at finde på noget nyt hele tiden, fortæller Kim.
Inden Emma kom til, var Kim urolig over sin nye rolle som far på grund af sin ADHD diagnose. Men det er gået over alt forventning for ham og Emma, og han har stort overskud til sin datter.
- Hun er rigtig god til at spise og sove, så er de andre bekymringer lidt væk, fortæller Kim.
Nyt job
Mathan Apputhurai har også fået vendt op og ned på sin hverdag. Inden Emily kom til, arbejdede han omkring 60 timer i ugen som teknisk direktør i et stort firma - og hans kone kaldte ham for lidt af en 'workaholic'.
Men det har ændret sig, Mathan har nemlig sagt sit job op og i stedet startet sit eget firma.
- Det har været en rigtig beslutning, nu ser min datter sin far hver dag, forklarer Mathan.
Uden problemer
Hos Morten Gissel er dagligdagen med Elin også stadig skøn. For selvom det har været en omvæltning at blive far, så er den nye rolle fantastisk.
- Det har indfriet alle forventningerne. Man synes jo bare, hun er den dejligste i hele verden, siger Morten.
Det har i det hele taget været ret problemfrit for Morten at tage sin nye rolle til sig.
Da han skulle finde den største udfordring mens Elin var spæd, kunne han ikke komme på meget andet end at hun savlede lidt for meget.
Og sidenhen har den nybagte far da også svært ved at sige, hvad der skulle være af udfordringer i dag.
- Det virker godt nok arrogant ikke at have noget og sige til det, siger Morten.