Havde mistet sine æggestokke: Skive-forskning bag sensationel graviditet
En kræftsygdom gjorde, at hun måtte få fjernet begge æggestokke. Men forskning fra Skive blev hendes redning. Hun blev gravid og fødte to raske drenge.
Susanne Hansen var kun 23 år, da hun fik konstateret kræft og dermed måtte få fjernet begge sine æggestokke.
I den forbindelse fik hun frosset væv ned, og ni år senere blev noget af det opereret ind i hendes bughule i håb om, at det ville være nok til, at vævet ville udvikle sig og udvikle æg.
En særlig hormonbehandling fra en klinik i Skive gjorde, at det lykkedes, og i dag er Susanne mor til to raske drenge, Sander og Noah.
- Vi forsøger at gennemskue, præcis hvilken hormonbehandling der skal til i det enkelte tilfælde. Og det gjorde altså udslaget her. Susanne Hansen havde ikke nogen æggestok, vævet kunne lægges tilbage i. Så det er helt utroligt, at vi blandt andet med den rette hormondosis kan få æggestokvæv i bughulen til at skabe sig blodforsyning og dermed nyt liv, siger Peter Humaidan, der er ledende forsker på Fertilitetsklikken på Regionshospitalet i Skive og medforfatter til en forskningsartikel om Susanne Hansens fantastiske forløb, i en pressemeddelelse.
Hun er den første kvinde i verden, der med den type æggestokkræft bliver gravid efter nedfrysning af rask æggestokvæv.
Vævet kan genbruges
Selvom vævet blev fjernet fra Susanne Hansen, så snart hun havde født, så fandt de ud af, at det kan genbruges efterfølgende.
Susanne Hansens væv blev fjernet igen, for at være sikker på, at hun ikke ville få kræft endnu en gang. Vævet var selvfølgelig allerede gennemtjekket for kræftceller, inden det overhovedet blev sat op.
- Vi har også fundet ud af, at vævet kan genbruges. Vi tog Susanne Hansens væv ud, da hun havde født. Så frøs vi det ned igen, og satte det ind i en mus. Her udviklede det sig helt normalt. Så nedfrosset væv fra æggestokke kan altså bruges flere gange. Det er nyt på verdensplan indenfor fertilitetsbehandling, fortæller Peter Humaidan.
De håber, at succeshistorien kan være med til også at hjælpe kvinder med andre sygdomme, der gør, at de er nødt til at få fjernet begge æggestokke.
- Der er andre sygdomstyper, og nogle måske mere udbredt i andre dele af verden, men hvor kvinder har fået fået fjernet begge æggestokke. Nu ved vi, at væv kan voksne i bughulen og sætte en cyklus i gang, der ender med graviditet. Så der er mange, mange muligheder i det, vi har fundet ud af, understreger Peter Humaidan.
Susanne Hansen, der medvirkede til og også selv ønskede forsøget gjort, fødte sine to raske drenge i maj 2015.