Hjorteavlernes formand: Der kommer flere ulveangreb
Danmark er alt for lille til at rumme et rovdyr som ulven, mener hjorteavlernes formand.
Det kommer på ingen måde som en overraskelse for formanden for Landsforeningen af Danske Hjorteavlere, Nicolai Therkildsen fra Bedsted, at der nu er begrundet mistanke om et ulveangreb på en vestjysk hjortefarm.
- Jeg har bare gået og ventet på, at det skulle ske, og det bliver ikke sidste gang. Det er jeg helt sikker på. Det ligger i ulvens instinkt, siger han til tvmidtvest.dk.
Det er Videbæk Spjald Avis, der på sin Facebook-side fortæller om seks hjorte, der er fundet dræbte på en vestjysk hjortefarm.
Farmen ligger i et område, hvor der flere gange er dokumenteret ulveangreb på får, og naturplanlægger Lasse Sehested Jensen fra Miljøstyrelsen, som har undersøgt de dræbte dyr, vurderer ifølge avisen, at det er overvejende sandsynligt, at det var en ulv, der kravlede under hegnet og bed dyrene ihjel.
Nicolai Therkildsen opfordrer myndighederne til straks at rykke ud og hjælpe med at sætte ulvesikret hegn med strøm op i de områder, hvor der sker angreb.
- Hvis man er sikker på, at der har været en ulv på spil, kan det kun gå for langsomt, siger han.
Naturplanlægger Lasse Sehested Jensen fra Miljøstyrelsen fortæller til Videbæk Spjald Avis, at den ramte avler har fået tilbud om ulvesikker hegning - også selv om man endnu ikke med sikkerhed kan fastslå, at der var tale om et ulveangreb. Det skal en DNA-prøve nu be- eller afkræfte.
Hjorteavlernes formand har personligt en klar holdning til det nye rovdyr i den danske natur.
- Ulven har efter min mening ikke sin berettigelse herhjemme. Danmark er et alt for lille land, siger han.
De danske hjorteavlere har enten dådyr, krondyr eller sika-hjorte bag hegn.