Hørdum-drab: Lokal mand fængslet i fire uger

​En 54-årig lokal mand er sigtet for drabet i Hørdum. Han nægter sig skyldig.

Hørdum-drab
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Onsdag middag var der grundlovsforhør ved Retten i Holstebro, hvor en 54-årig mand er sigtet for at have slået en 59-årig mand ihjel. Under grundlovsforhøret blev dørene lukket, da politiet endnu ikke har fundet et gerningsvåben.

Den 54-årige mand bor ligesom den dræbte også i Hørdum. Han er sigtet efter paragraf 237, hvilket er manddrab. Han nægtede sig skyldig i sigtelsen. Forsvareren fortalte i retten, at den sigtede erkender at have affyret skud, men siger at det var et uheld.

Drabet skulle angiveligt være sket mandag aften mellem klokken 21.00 og 22.00, og skuddene blev affyret fra et jagtgevær.

Den 54-årige mand er varetægtsfængslet i fire uger, og skal samtidig mentalundesøges. Politiet skal nu undersøge forbrydelsen nærmere.