Holstebro sikrede sig en ny sæson i ligaen

TTH Holstebro vandt over Sønderjyske, mens herrerne fra Skive får en ny chance til at sikre sig en plads i den bedste række.

TTH Holstebro
Foto: Arkiv

TTH Holstebro vil også have to ligahold i den kommende sæson. 

Det stod klart, da klubbens kvinder torsdag aften på udebane vandt den anden kamp i kvalifikationsspillet over 1. divisionsholdet Sønderjyske.

Kampen i Aabenraa endte med vestjysk sejr på 27-23, og da Holstebro også vandt den første kamp på hjemmebane, betød det en ny sæson i ligaen.

Annette Jensen blev vestjysk topscorer med seks mål, og efter kampen lagde cheftræner Pether Krautmeyer ikke skjul på sin lettelse.

- Det har været en hård sæson, hvor jeg blev alvorligt syg, hvor vi har haft mange unge spillere, der har skullet lære, og hvor mange dårlige 10 minutter har ødelagt meget for os rent resultatmæssigt. Så det er fantastisk, at vi løste opgaven i de her kampe, hvor vi havde alt at tabe mod en modstander, der havde alt at vinde. Og jeg er sikker på, at spillerne har lært meget af det her, siger Krautmeyer til klubbens hjemmeside.

Skive skal på den igen

Hos herrerne havde 1. divisionsholdet Skive fH en gylden mulighed for at vende tilbage til ligaen i hjemmekampen mod Tønder. Skibonitterne havde vundet den første kamp i Tønder, og kom også klart bedst fra land i torsdagens kamp på hjemmebane.

Skive førte på et tidspunkt med fem mål, men Tønder, der har spillet i ligaen i denne sæson, fik vendt kampen på hovedet og vandt 22-20. Det betyder, at det hele skal afgøres i en tredje kamp i Tønder på søndag.

 - I første kamp var det os, der hang med røven i vandskorpen i store dele af kampen, og mod slutningen får vi hentet dem. I dag får vi fuldstændig gummiarm til sidst, og nu er presset igen på Tønder på deres hjemmebane. Den her gør virkelig nas, men jeg ved også, at vi hiver os selv op. Vi kommer med endnu mere på søndag, og så vinder vi endnu en gang i Tønder, lød det efter kampen fra Skives Andreas Toudahl til klubbens hjemmeside.

0:43
Skive fH gik i stå i anden halvleg og satte en femmåls-føring over styr