Knivstikkeri i Holstebro: 25-årig mand stukket i maven
Det begyndte som en hærværksag, men endte med et knivstikkeri, da to mænd røg i karambolage med hinanden på Mads Clausens Vej i Holstebro.
En 27-årig mand begik lørdag formiddag hærværk på en 25-årig mands adresse på Mads Clausens Vej i Holstebro. Men det endte langt mere alvorligt end det.
- Da den 25-årige mand påtalte hærværket overfor den 27-årige, så rettede hans sin vrede mod han og stak ham i maven med en kniv, fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.
Politiet blev først opmærksom på knivstikkeriet, da den 25-årige mand blev bragt til Herning Sygehus, hvor han blev lappet sammen.
- Han har ikke været i livsfare, men han har ligget på sygehuset natten over.
"Det er mig, I leder efter"
Politiet rykkede efter anmeldelsen ud til adressen på Mads Clausens Vej 10, hvor de efter lidt tid fandt frem til den 27-årige gerningsmand, der angav sig selv til politiet med ordene: "Det er mig, I leder efter".
- Så klokken 19.15 i år aftes kunne vi anholde ham og sigte ham for kvalificeret vold, fortæller vagtchefen.
De to mænd kender hinanden i forvejen og bor næsten ved siden af hinanden i ungdomsboligerne på Mads Clausens Vej. Den 27-årige mand fra Holstebro bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro klokken 11.
Opdateret: Den 27-årige mand er blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.