Ny kommunaldirektør fritstillet
Morsø Kommune vil fyre deres nye kommunaldirektør, der kun har siddet på jobbet siden januar.
Økonomiudvalget i Morsø Kommune har torsdag besluttet at indlede en afskedigelsessag mod den nye kommunaldirektør, Anders Jørgensen. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Begrundelsen er, at økonomiudvalget vurderer, at Anders Jørgensen ikke kan leve op til de krav og forventninger, udvalget stiller til en kommunaldirektør.
- Jeg mener ikke, at sagen er gået ordentlig an. Derfor har jeg nu givet den videre til Djøf, der kører sagen for mig. Ellers har jeg ikke yderligere kommentarer, siger Anders Jørgensen til TV MIDTVEST.
I en partshøring har Anders Jørgensen nu 14 dage til at give sit syn på sagen, inden kommunalbestyrelsen skal tage endelig stilling til, om han skal afskediges eller ej.
Indtil videre er Anders Jørgensen fritaget for alt arbejde. Han har kun siddet på posten siden januar, hvor han afløste Per Flemming Laursen.
TV MIDTVEST har i dag været i kontakt med borgmester i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen (V), der også er formand for økonomiudvalget. Han ønsker ikke at komme med en kommentar.