Mand sigtet for at voldtage 18-årig retarderet kvinde
Manden hentede den unge kvinde på hendes adresse i Midtjylland og kørte hende hele vejen til Sjælland.
En 27-årig mand blev tirsdag eftermiddag sigtet for at have voldtaget en 18-årig retarderet kvinde.
Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- Vi ved endnu ikke præcist, hvad der er sket mellem de to, da kvinden skal videoafhøres, siger vagtchef Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2.
Den 27-årige mand hentede kvinden på hendes adresse i Midtjylland og kørte med hende til Sjælland. Da kvinden er retarderet, efterlyste familien hende hos Midt- og Vestjyllands Politi 9. april.
Manden er afhørt
Det lykkedes efterfølgende at finde frem til kvinden på en adresse i Kalundborg, hvorefter kvinden blev undersøgt på Center for voldtægtsofre, mens manden også blev undersøgt.
Manden er blevet afhørt og sigtet for voldtægt.
- Der var ifølge politiets jurister ikke grundlag for en varetægtsfængsling, og derfor blev manden løsladt tirsdag aften. Sagen vil senere blive behandlet i retten, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Det er ikke muligt for politiet at oplyse, hvornår kvinden vil blive videoafhørt.