Søren Pape om børnepornosag: - Dybt ulykkeligt

Justitsminister Søren Pape Poulsen håber, den store børnepornosag får unge i Midt- og Vestjylland til at tænke sig om inden, de deler stødende indhold på sociale medier.

0:47
- Jeg håber, det her kan blive et wakeup-call for rigtig mange unge, lyder det fra justitsminister Søren Pape Poulsen.
Foto: Sebastian Andreasen, TV MIDTVEST

- Det er dybt ulykkeligt.

Sådan lyder det fra justitsminister Søren Pape Poulsen, efter det mandag er kommet frem, at mere end 1.000 unge danskere har delt børneporno via Facebooks chatfunktion, Messenger. Heriblandt 62 unge fra Midt- og Vestjylland.

- Det skal gå op for unge mennesker, hvor alvorligt det er, når man deler seksuelt indhold.

- Jeg håber, det her kan blive et wakeup-call for rigtig mange unge. For det her er ulovligt, og det går ikke at dele den slags indhold, lyder det fra justitsministeren.

Sagen er blevet døbt ’Umbrella’ af politiet, og den drejer sig om to nordsjællandske videooptagelser fra 2015, som er blevet delt flittigt indtil efterforskningen gik i gang i efteråret 2017.

Videoerne består af seksuelt indhold med personer, der på tidspunktet for optagelsen var 15 år gamle.

Det er Facebook, som har oplyst amerikanske myndighederne om de børnepornografiske optagelser. Herefter er Europol og dansk politi blevet inddraget i sagen.

Plet på børneattest kan få store konsekvenser

62 unge fra Midt- og Vestjylland skal i løbet af ugen afhøres på opfordring fra Nordsjællands Politi, som har bedt landets politikredse om hjælp til at snakke med de i alt 1.004 involverede.

Strafferammen er op til to års fængsel, mens børneattesten kan risikere at blive plettet i 10 år. Det betyder i praksis, at det for dømte vil blive umuligt at få job i børnehaver eller lave frivilligt trænerarbejde i den lokale fodboldklub.

Det kan sågar også skabe problemer i forbindelse med indrejse i USA. Derfor er det ifølge justitsminister Søren Pape Poulsen vigtigt at slå hårdt ned på deling af børneporno.

- Hvis man ikke slår ned på det, så stopper det jo aldrig. Jeg håber, der er mange unge mennesker, som i dag har fået sig en forskrækkelse, og at de i dag får sig en god snak om det rundt omkring på uddannelserne.

Er det ikke hårdt at straffe 1.000 unge, som måske ikke har været klar over, at de har gjort noget ulovligt?

- Det her er en påmindelse om, at det ikke er for sjovt. Man må ikke udstille andre mennesker på den måde.

- Jeg håber, det her kan være med til, at man tænker sig rigtig godt om og får en anden kultur blandt unge, så man ikke deler seksuelt indhold, siger Søren Pape Poulsen.