Støjberg: Kærshovedgård velegnet som udrejsecenter
Det tidligere fængsel er blandt andet valgt, fordi det ligger langt fra de større byer, fortæller integrationsministeren.
Det nu tidligere fængsel Kærshovedgård i Ikast-Brande Kommune er velegnet som udrejsecenter for udviste asylansøgere.
Det sagde Venstres integrationsminister Inger Støjberg, da hun mandag besøgte det kommende udrejsecenter.
- Man er vant til at håndtere mennesker, der er dømt for det ene eller andet. Og derfor er der jo allerede personale, der kan arbejde med lige præcis de mennesker, der skal være her, sagde Inger Støjberg til TV MIDTVEST efter en rundvisning på stedet.
Ministeren understregede, at det på ingen måde er tilfældigt, at valget faldt på Kærshovedgård. Det gjaldt om at finde en placering væk fra de større byer.
- Hvis man skal rejse ud af Danmark eller er her på tålt ophold, er det jo ikke meningen, at man skal kunne have et nogenlunde almindeligt familieliv, for eksempel i København, sagde hun.
Flere af Kærshovedgårds naboer har tidligere over for TV MIDTVEST udtrykt bekymring for, hvad der vil ske, når de op mod 600 udlændinge flytter ind. Op 200 af dem er kriminelle, der er dømt til udvisning.
- Jeg kan godt forstå, at naboerne er bekymrede. Det tror jeg såmænd også, at jeg selv ville være, sagde Støjberg, som fortæller, at der kommer en elektronisk adgangskontrol, så man ved, hvem der opholder sig på centret.
- Og så er det jo også sådan, at de fleste vil få både meldepligt og også opholdspligt, så vi skal have tjek på de mennesker, der skal opholde sig her.