Trods nabokritik: Thy godkendt til stor fremtidsstald
Thy er blandt de to steder, som Miljø- og Fødevareministeriet har godkendt til at bygge en ny fremtidsstald.
Miljø- og Fødevareministeriet har nu besluttet, at et forsøg på at lave fremtidens svinestald - også kaldet månegrisprojektet - skal bygges både i Thy og Randers.
Der er tale om en ny type svinestald, som skal tage større hensyn til både klima og miljø samt mindske lugtgener.
Naboerne til byggegrunden har ellers ikke ønsket det nye byggeri og indsendt klager. Men dem har Bestyrelsen for Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) altså i første omgang set bort fra.
De har i stedet bevilliget ca. 14 millioner kroner, der skal gå til byggeriet i både Thy og Randers.
Den nye stald i Thy skal have plads til 9.500 grise og får tilskud fra flere store virksomheder - heriblandt Tican.
Projektet har været længe undervejs, og derfor glæder GUDPs formand, Mikael Thinghuus sig til at se, hvad det medfører.
- Månegrisprojektet er med til at bane vejen for et stærkt, effektivt og ikke mindst bæredygtigt fremtidigt svineerhverv i Danmark. Derfor er jeg spændt på at se, hvilke løsninger, de to projekter kan levere, og hvordan de fungerer ude i virkelige svinestalde, siger Mikael Thinghuus.