V-borgmestre støtter S og DF i strid om politiskole
En række Venstre borgmestre håber S og DF får presset regeringen til at ombestemme sig i sagen om placeringen af en ny politiskole.
Flere Venstre-borgmestre stiller sig nu bag Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der forsøger at presse regeringen til at placere en ny politiskole i en eksisterende bygning. Det skriver dr.dk
I regeringsgrundlaget hedder det, at en ny politiskole skal bygges op fra bunden og placeres i Herning. Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fastholder, at det er den model, regeringen foretrækker.
Men justitsministeren erkender, at det kræver 90 mandater. Et flertal som regeringen ikke har lige nu, da S og DF vil have eksisterende bygninger i spil.
Lige nu er beslutningen om placeringen udskudt til starten af 2017.
Håber regeringen ombestemmer sig
Det har givet nyt håb for en række Venstre-borgmestre, der ellers har siddet tilbage med en følelse af at have kæmpet forgæves for at få den nye politiskole til deres kommune.
- Efter det her forløb er vi nok alle sammen en smule vantro, men vi er nødt til at klynge os til det strå, der ligger. Og det er, at der er partier, der er villige til at sige, at vi holder fast i den oprindelige model, der var at finde eksisterende bygninger med udvidelsesmuligheder, siger Assens-borgmester Søren Steen Andersen (V) til dr.dk.
I Vejle har S og DF's pres på regeringen sået en vis optimisme hos borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V):
- Vi har lige nøjagtig den egnede bygningsmasse til den nye politiskole. Så man kan sætte unge politifolk på skolebænken, og så kan man bygge alt det, man gerne vil have ved siden af. Og man kan gøre det inden for den økonomiske ramme, som er sat af i finansloven, siger borgmester Arne Sigtenbjerggaard til dr.dk.
Borgmesteren understreger, at Vejle i forvejen rummer en stor del af politiets efteruddannelse.
Søren Pape Poulsen (K) har senest i forbindelse med et samråd i Folketinget midt i december gjort det klart, at han ikke har tænkt sig at kaste håndklædet i ringen og opgive et nybyggeri, som ifølge justitsministeren er "det bedste sikkerhedsmæssigt".