Venstre i Ringkøbing mister byrådsmedlem

Bent Brodersen fra Venstre meddelte torsdag aften, at han melder sig ud af partiet. Han er dog allerede klar for et af de konkurrerende partier.

Bent Brodersen vinker farvel til Venstre efter 25 år.
Bent Brodersen vinker farvel til Venstre efter 25 år.
Foto: TV MIDTVEST

I 25 år var Bent Brodersen medlem af Venstre, men nu er det slut. Det skriver Dagbladet Ringkøbing Skjern.

I stedet tørner den rutinerede byrådspolitiker fremover ud for Liberal Alliance.

- Baggrunden for, at jeg nu tænker nogle andre tanker, er en lang række beslutninger de seneste år. Jeg synes bl.a., vi er gået på kompromis i forhold til plejehjem, og at vi ikke har kæmpet nok for at flytte havvindmøllerne længere ud, siger han til TV MIDTVEST.

I 2015 var Bent Brodersen i spil til at overtage posten som Venstres spidskandidat efter Iver Enevoldsen. Hans Østergaard er senere blevet valgt som kandidat, men processen har tæret på partiet, mener Brodersen:

- Nogen har svært ved at acceptere, hvem der er valgt. Det gider jeg ikke at være en del af. Det er ikke det, der har været afgørende for mit valg, men det har spillet ind, lyder det.

Skiftet betyder, at Venstre i Ringkøbing-Skjern Kommune nu blot har 13 medlemmer i byrådsgruppen.

Samtidig skal partiet ifølge dagbladet finde en ny kandidat til regionsrådet, da Bent Brodersen havde bestyrelsesopbakning til at stille op til netop den post.

Med Bent Brodersens skifte får Liberal Alliance sit første byrådsmedlem i Ringkøbing-Skjern Kommune. Partiet har ikke tidligere haft medlemmer af byrådet.