Verdens ældste avisbud?

79-årige Kaj Jensen fra Thorsminde kører rundt med aviser til folk, på trods af sin fremskredne alder kommer aviserne altid ud seks dage om ugen

2:41
I 15 år har Kaj Jensen fra Thorsminde kørt rundt med aviser til folk. Der var flere abonnenter dengang. Nu er der 18 - alligevel holder han ud. Han er 79 - og har aldrig haft en sygedag.

De seneste femten år har 79-årige Kaj Jensen fra Thorsminde trofast kørt rundt med aviser til folk. Da han begyndte, var der flere abonnenter. Nu er der atten aviser, der skal ud - og det kommer de seks dage om ugen.

- Jeg kan gøre det på en halv time, hvis jeg kan lade være med at snakke, siger Kaj Jensen.

Men snakket bliver der ofte på turen rundt med aviser. Og før TVMIDTVESTs journalist Christian Bro kommer med på ruten, må han lige svare på, om han skal have øl eller sodavand, det bliver en øl. 

- Den tager vi så med om til Finn, siger Kaj Jensen.

Kaj Jensen gennemfører avisruten i bil, for det meste bliver aviserne afleveret ved et kast ud af vinduet. Men hos vennen Finn bliver avisen leveret i hånden. Inden Kaj Jensen leverer de sidste aviser, skal verdenssituationen vendes over den medbragte øl i Finns have. 

Det er ikke nogen guldgrube at være verdens måske ældste avisbud. Ifølge Kaj Jensen er indtægten efter kørsel cirka 1000 kr. om måneden. Motivationen for at aflevere de 18 aviser er da også en anden.

- Det kan ikke nytte noget, at gå hjemme hele tiden, siger Kaj Jensen. 

TVMIDTVEST var med Kaj Jensen ude og levere aviser - Se indslaget øverst i artiklen.