Michael bor i en svanemærket lejlighed: - Jeg blev meget overrasket

Der er en markant fremgang i svanemærkede byggerier, og lige nu er de af slagsen i Vestjylland at blive bygget.

Michael Svensson flyttede ind i det svanemærkede boligkompleks Brofæstet i Viborg Baneby for to år siden.
Michael Svensson flyttede ind i det svanemærkede boligkompleks Brofæstet i Viborg Baneby for to år siden.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Svanemærket er ofte noget, man kigger efter i supermarkedet på rengøringsmidler, shampooflasker og cremer, men du kan også bo i en svanemærket bolig.

Det gør Michael Svensson. Det er to år siden, han flyttede ind i en svanemærket, nybygget lejlighed i området Viborg Baneby.

- I dagligdagen kan det sagtens mærkes, at det er et anderledes byggeri. Lydmæssigt kan man slet ikke høre omgivelserne og naboerne, og det er langt højere kvalitet end andet, der bliver bygget. Det er vigtigt for mig.

Han anede ikke, at der fandtes svanemærkede byggerier, før han selv flyttede ind i det.

- Jeg blev meget overrasket over, at der var en helt manual over, hvad for noget maling der er brugt og hvilke rengøringsmidler, de anbefalede.

Stor efterspørgsel i Holstebro

På landsplan er der en markant fremgang i svanemærket byggeri. Ved årsskiftet var der knap 4.300 opførte svanemærkede lejligheder, huse, skoler og daginstitutioner, mens godt 2400 er under opførelse.

Lidt udenfor Holstebro er 63 svanemærkede seniorboliger ved at blive bygget. De første af sin slags i Vestjylland, som VEM Byg står bag.

- Vi vil gerne bevise, at vi også kan i Holstebro, ellers gør man det mest østpå. Det er meget oppe i tiden, og der er stor efterspørgsel efter, at vi tænker os lidt mere om, og så kender Hr. og Fru Jensen det, forklarer Jonas Koldsø, som er direktør og indehaver af VEM Byg.

Jonas Koldsø er direktør og indehaver af VEM Byg, som står bag det svanemærkede seniorboligfællesskab i Haldgaard Enge ved Holstebro.
Jonas Koldsø er direktør og indehaver af VEM Byg, som står bag det svanemærkede seniorboligfællesskab i Haldgaard Enge ved Holstebro.

Seniorboligerne bliver de første i hele Norden med de nyeste krav ved navn generation fire.

- Det betyder endnu skrappere krav i forhold til afgasning, biodiversitet, energikrav til boligerne og materialer, affaldshåndtering. Det er en dyr proces, men det er det værd, siger Jonas Koldsø.

Der er også svanemærket byggeri gang i Herning, og i Silkeborg har tre bygninger det nordiske miljømærke.

Sådan kommer seniorboligfællesskabet Kronhjorten til at se ud. Det er for folk på 55 år og opefter, som ikke har hjemmeboende børn. Det består af 63 privatboliger, fællesrum, fælleskøkken, nyttehaver, orangeri og gæsteværelser.

Foto: VEM Byg