Uden forrådnelse ville fremtiden være fikseret i mumier
Mange ville nok foretrække at holde sig på lang afstand af forrådnelse, men faktisk omgiver det os hver dag. Og det skal vi være rigtig glade for, for vi kan slet ikke undvære råddenskaben.
Er der noget så smukt som majestætiske træer med store grønne kroner? Måske ikke. Ikke desto mindre er de døde træer lige så vigtige – for slet ikke at tale om de døende træer. Veterantræerne. Uden dem ville økosystemet gå i stå, og naturen lide katastrofale tab.
Jo bredere, mere krogede og uperfekte træer er, desto mere liv gemmer der sig under barken, og når livet er ved at ebbe ud af et træ, starter festen for biller, insekter, bakterier og svampe. I symbiose skaber de grobunden for det økosystem, der holder skoven i gang, fordi de konstant formår at reintroducere skovens ressourcer.
- Svampe, insekter og bakterier gør, at det hele bliver pillet fra hinanden, så det kan indgå i naturens økosystem igen. På den måde kan kulstoffet bruges til nye træer og nyt liv. Hvis det bare lå og blev ved med at være en fast masse, ville alle mineralerne fikseres der, forklarer projektleder ved Nationalpark Thy, Anna Gudrun Worm.
Toppen af isbjerget
Det døende træ danner også rammen om for eksempel svampe- og billeproduktion. Det kan lyde betydningsløst, men faktisk er denne produktion helt central. Udover at biller er mad for større dyr, er både kryb og svampe meget effektive i forrådnelsesprocessen.
Kryb spiser sig langsomt ind på de døde træer, imens svampe går ind og nedbryder cellulosen i træer, så de lige så stille smuldrer og alle mineralerne kan blive genanvendt. Det gør svampen ved hjælp af dets forgreninger - et sammenhængende trådformet netværk kaldet myceliet.
- Svampe har mycelier ude til nedbrydning alle mulige steder. Det, vi ser, der kommer ud på siden af træer eller kommer op som paddehatte, er kun frugtlegemerne svarende til træets æbler. Det er blot en lillebitte del af svampen, forklarer Anna Gudrun Worm.
Langt størstedelen af svampen er dets mycelier, der forgrener sig i millionvis ud i skovbunden og i træerne. Ofte vil man dårligt kunne se forgreningerne, men de er over alt og er utroligt vigtige.
- De store dyr er selvfølgelig også vigtige, men det er toppen af isbjerget. Det er hele det her system af ting, vi egentlig aldrig rigtigt ser, der får det hele til at køre rundt, fortæller Anna Gudrun Worm.
Fordi skovens mindste er så væsentlige, er det også vigtigt med gode leveforhold. Her er tynde, knækkede grene i skovbunden ikke tilstrækkelige. De sætter svampe og bakterier på arbejde, men hvis der virkelig skal gang i for eksempel billeproduktionen, så kræver det, at træet har en væsentlig volumen.
- Hvis der rigtigt skal være gang i den, så skal man op, hvor det bliver så stort, at der er frostfrit inde i midten. Så skal man altså op omkring 70-100 cm i diameter. Så får vi gang i de store biller, som kan give en masse mad til insektædende fugle, fortæller Anna Gudrun Worm.
Mumier over alt
Forestiller vi os en verden, hvor svampe, biller, insekter og bakterier ikke trives, ville nedbrydningen stoppe, og det ville ændre en hel del. Uden nedbrydning ville døde dyr nemlig blot tørre ind.
Dyr såsom kronhjorte og ræve ville efter døden komme til at minde om mumier, og de ville være overalt – ikke bare i skovbunden, men vidt og bredt. Træerne ville også blot ligge hen uden at blive nedbrudt, og naturen ville blive et stort kaos.
- Det ville blive lidt gustent, og systemet ville gå i stå, fordi der ikke var noget at blive ved med at leve af. Der er jo kun en begrænset mængde ressourcer, som skal reintroduceres i systemet hele tiden, for at det hele kan blive ved med at køre, siger Anna Gudrun Worm.
Hun forklarer endvidere, at den optimale nedbrydning finder sted ved en vis varme, da frost konserverer, en høj pH-værdi, en god fugtighed og tilstedeværelsen af ilt. Derudover kan forrådnelse selvfølgelig ikke fungere i et sterilt miljø, da svampe og bakterier skal kunne komme til. Et sådant miljø vil dog altid være menneskeskabt.
