30 tons lastbil forsøgte at undgå alvorlig ulykke
Lastbilchauffør i chok. Han forsøgte at undgå alvorlig ulykke, men ramte i stedet yderligere to biler.
Opdatering klokken 18:12: Vejen er nu åben igen.
Opdatering klokken 15:16: Lastbilen er nu blevet rejst op, men stadig ikke fjernet. Vejen er derfor delvist spærret. En person er stadig i kritisk tilstand, og familien er underrettet.
Det var en lastbil med 30 tons gods i, der onsdag morgen kørte frontalt sammen med en personbil på Videbækvej lidt vest for Haunstrup, hvorefter den også ramte andre personbiler, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
- Vi har fire tilskadekomne. Den ene er det, som vi vil betegne som meget alvorligt. Han er i kritisk tilstand og på vej til Skejby nu. Vi kender ikke udgangen på det, men det ser kritisk ud, fortæller indsatsleder Henrik Høgh-Poulsen fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVESTs reporter på stedet.
På nuværende tidspunkt kan han fortælle følgende om hændelsesforløbet.
- Jeg kan sige så meget, at lastbilen kører i retning mod Ringkøbing, og personbilen kører i retning mod Herning, og af årsager, vi ikke kender, kommer personbilen over i den modsatte kørebane. Lastbilen forsøger at undvige påkørsel og kommer ud i rabatten, fortæller indsatslederen.
Alligevel skete der et frontalt sammenstød.
- Efter det vælter lastbilen om på siden og kurer så ind i yderligere to biler, der kommer kørende i retning mod Herning, oplyser indsatsleder, Henrik Høgh-Poulsen.
Ifølge politiet er ingen af personerne fra de to andre personbiler i livsfare. Lastbilchaufføren skulle være sluppet uden de store fysiske skader men er meget chokeret.
Videbækvej forventes at være spærret hele formiddagen, da man afventer større kraner, der kan håndtere tunge lastbiler. Herefter skal politiets teknikere også undersøge stedet.