Aalborg Pirates udspiller Herning og sikrer DM-guld

Efter en flot start på kampen vandt Aalborg Pirates 6-1 over Herning og sikrede DM-guldet i ishockey.

20180424-190128-l_26mb.jpg
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

For første gang siden 1981 ender DM-guldet i ishockey i Aalborg.

37 år efter AaB's guld vandt Aalborg Pirates tirsdag aften det danske mesterskab med en 6-1-sejr hjemme over Herning Blue Fox i den sjette finalekamp.

Dermed ender Aalborg Pirates som sejrherre med samlet 4-2 i kampe.

Klubben fra Nordjylland vandt de tre første kampe i finaleserien, inden Hernings grundspilsvindere slog igen med to sejre i træk.

Med mesterskabet fuldender Aalborg Pirates en fremragende sæson, hvor klubben også vandt pokalfinalen.

En perfekt start på tirsdagens kamp var stærkt medvirkende til den store sejr til hjemmeholdet.

Aalborg Pirates scorede to gange tidligt, og det kom Herning sig aldrig helt over.

Aalborg-spillerne virkede fra begyndelsen af første periode meget opsatte, og det gav bonus allerede knap tre minutter inde i perioden.

Clay Anderson afsluttede udefra, og pucken passerede Simon Nielsen i Herning-målet til 1-0 for hjemmeholdet.

Halvandet minut senere kom Aalborg Pirates på 2-0.

Pierre-Olivier Morin forsøgte sig med en aflevering ind mod mål, men pucken ramte en modstanders skøjte.

Derefter lagde pucken sig til rette for Peter Quenneville, der scorede til 2-0.

Herning-holdet virkede lidt rystet, og Aalborg havde muligheder for at komme på 3-0.

Senere i perioden kom gæsterne bedre med, og fem minutter før periodens udløb var Mathias Mølgaard tæt på at dreje pucken i mål til en reducering.

Aalborg Pirates fortsatte dog med at producere chancer, og holdet vandt skudstatistikken i første periode med 14-5.

Anden periode blev noget mere lige, og på et tidspunkt kunne balancen være tippet over til Hernings fordel.

Tidligt i perioden var Aalborg ellers meget tæt på at øge til 3-0, da en afslutning endte på stolpen.

Kort efter var det Hernings tur i den modsatte ende, og det betød reducering til 1-2 efter en stor fejl af Aalborg-målmand Tadeas Galansky.

Hernings Jan Dalecky sendte nærmest fra baglinjen pucken lidt bagud ind foran mål.

Tadeas Galansky fik ikke flyttet sig i tide, og så endte pucken i mål.

Der kom mere ro på for hjemmeholdet, da Aalborg vandt en faceoff, hvorefter Peter Quenneville konsekvent hamrede til pucken og scorede for anden gang til 3-1.

Det udløste jubel blandt de omkring 5000 tilskuere i Aalborg, og de fik endnu mere at juble over i tredje periode.

Her scorede Martin Lefebvre og Julian Jakobsen, sidstnævnte to gange, så der ikke var den mindste tvivl om udfaldet.

/ritzau/