Et værelse man husker: Anders har en helt særlig hobby
Det er kun to år siden, at Anders begyndte at indrette sit værelse med en masse særlige ting.
Det er rødt og hvidt på 15-årige Anders Nikolajsens værelse i hjemmet i Vinderup.
Han har nemlig en anderledes hobby, hvor han samler på Coca-Cola-ting. Også selvom det er svært at sætte ord på, hvorfor det lige netop er den populære sodavand, der har fanget hans opmærksomhed.
- Jeg elsker det bare. Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så fedt, siger han med et grin.
Fyldt med forskellige ting
I øjeblikket må Anders Nikolajsen undvære sin samling, da han går på efterskole til daglig. Men derfor samler han stadig.
Det hele begyndte med et enkelt Coca-Cola-skilt, og så greb det om sig.
- Da jeg skulle have nyt værelse, så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne gå all in. For det Cola-skilt var ret fedt. Og så er det bare stukket helt af, forklarer han.
Han fortæller, at han har brugt et par tusinde kroner på sin hobby, siden han for to år siden startede sin samling. Han finder de fleste af sine ting på Facebook og Den Blå Avis.
Yndlings sodavand
Det er ikke kun pynt, han er vild med. Han drikker også selv mindst en cola om dagen, men fortæller, at han altså ikke oplever en masse huller i tænderne.
Venner og familie støtter ham i hans hobby.
- Jeg synes, det er sjovt, når min familie kommer på besøg. Så skal de ind og se cola-museet, som de kalder det, fortæller han.
Og ambitioner er der da også nok af.
- Det kunne da være sjovt at blive ved og så på et tidspunkt have et helt Coca-Cola-hus, siger han med et smil.