To biler kørt sammen: - Vi måtte skære en person fri
Ingen personer er kommet alvorligt til skade i en trafikulykke, som udspillede sig nær Højslev lørdag eftermiddag, oplyser Nordvestjyllands Brandvæsen.
To personer er blevet kørt på hospitalet med nakkesmerter efter en trafikulykke på Hobrovej lige udenfor Højslev tidligt lørdag eftermiddag.
Det oplyser indsatsleder hos Nordvestjyllands Brandvæsen, Jesper Ørum.
- Det drejer sig om to biler, der kørte op i hinanden. I bilen, som blev påkørt, sad der fire personer. Vi måtte skære en person fri, da vi kom frem.
- Bilerne har fået et tryk, men vi er heldigvis sluppet for helt alvorlige personskader, selvom det selvfølgelig kan være slemt at slå nakken, lyder det fra indsatslederen.
En vejbane var spærret
Brandvæsnet måtte spærre en vejbane af i forbindelse med oprydningsarbejdet efter ulykken.
Indsatslederen forklarer dog, at der igen er styr på situationen.
- Det gav lidt trafikale gener, mens vi var i gang, men trafikken kører igen derude, siger Jesper Ørum.
Alarmen om sammenstødet lød klokken 13.30.