Biolog: Man kan fjerne problem-ulve med nuværende regler
Der er brede rammer for at skyde ulve, som kommer for tæt på mennesker, mener ulveekspert.
Ulve, som ikke er sky overfor mennesker eller bliver direkte truende, kan allerede i dag fjernes med de gældende regler for ulve i Danmark.
Det er derfor en overreaktion, at regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vil regulere ulve. Det mener Bo Håkansson, der er biolog og ulveekspert hos Danmarks Naturfredningsforening.
- Jeg synes, at man sparker en åben dør ind, fordi der allerede i dag med den gældende forvaltningsplan er mulighed for, at man kan regulere ulvene, når der er brug for det, siger han.
Danmark fik sin første forvaltningsplan for ulve i 2014, efter at en død hanulv blev fundet i Thy Nationalpark i december 2012, og 11 andre hanulve havde bevæget sig rundt i Jylland i 2013.
- Forvaltningsplanen giver alle muligheder for, at man kan definere og fjerne problem-ulve, fortæller biologen.
Ulveunger pustede liv i debatten
Efter at et ulvepar med otte hvalpe er blevet filmet på video i en vestjysk skov nær Ulfborg for en uge siden, har debatten om ulvenes genindvandring taget fart. Det er det første kuld ulveunger, som er født på dansk jord i 200 år.
Miljø- og Fødevareministeriet definerer, hvad en såkaldt problem-ulv er, og om den skal fjernes.
- Det kan være en ulv, som holder op med at være sky overfor mennesker. De behøver ikke at være farlige, men blot komme for tæt på.
- Det kan være truende ulve, som har rabies, men det har vi slet ikke i Danmark mere, siger Bo Håkansson.
I Tyskland lever der i dag 46 ulvefamilier, hvoraf blot én ulv er blevet defineret som problematisk og derfor blevet fjernet.
- Jeg håber, at man ser på, hvordan det forholder sig i landene omkring os, før man vil regulere ulvene i Danmark.
- I øvrigt er der ikke nogen dansk ulvebestand. Der er knap en håndfuld voksne ulve og otte hvalpe. Så egentlig er der ikke så meget at regulere, siger biologen.
Det er forståeligt, at landmænd er utilfredse med, at ulve angriber deres kvæg, siger Michael Carlsen, der er biolog og projektleder med fokus på dyreliv hos Dyrenes Beskyttelse.
- Men vi har jo også en stor hundebestand i Danmark, som jævnligt forgriber sig på får rundt omkring.
- Det betyder jo ikke, at vi går ind og begynder at regulere hundebestanden af hensyn til fårene, siger han.
Michael Carlsen er helt enig med Bo Håkansson i, at regulering er ulve er helt unødvendig, da der med de nuværende regler ikke er noget, man ikke kan.
/ritzau/