To bombetrusler i Herning: Politiet rykkede ud med hunde
Mandag morgen fik politiet i Herning travlt, da de på kort tid modtog ikke bare en, men to bombetrusler.
Politiet måtte her til morgen rykke talstærkt ud, da de tidligt modtog en bombetrussel mod Herning Banegård.
Der blev sendt flere patruljer til området, herunder hundepatruljer.
Allerede klokken 6:44 kom endnu en bombetrussel. Denne gang mod Hotel Scandic Regina i Herning. Også her rykkede politiet ud.
Efter hundenes gennemsøgning af begge områder, blev det dog konstateret, at der ikke var nogen fare på færde. Derfor kunne både hotellet og tog og busser fortsætte deres normale drift.
- Vi tager altid sager som denne alvorligt, og vi foretager altid en konkret vurdering af, om der er behov for evakuering af området. Vi kunne relativt hurtigt konstatere, at der ikke var noget mistænkeligt i området, og vi kunne derfor afslutte vores undersøgelser på stedet uden at forstyrre den daglige drift, udtaler vagtchef Allan Riis i en pressemeddelelse.
Ingen toge blev aflyst på grund af bombetruslerne.