Brandstifter har fået behandlingsdom
Der er i dag faldet dom i sagen om den påsatte brand i en etageejendom i Kjellerup.
En 38-årig mand har fået en behandlingdom.
Retten i Viborg har vurderet, at han satte menneskeliv i overhængende fare, da han i januar satte ild til en etageejendom på Nørregade i Kjellerup.
- Manden er blevet mentalundersøgt, og på den baggrund har retten fundet, at han skal have en behandlingsdom, siger anklagerfuldmægtig Jakob Kjær Ratz fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Manden blev varetægtsfængslet efter branden den 18. januar 2018. Ejendommen var så medtaget efter branden, at de øvrige beboere skulle genhuses. Både den 38-åriges og nabolejligheden fik kraftige brandskader, mens de andre lejligheder pådrog sig vandskaber, da et vandrør lækkede i forbindelse med branden.