Silkeborg IF efter fodboldvold: - Det er jo helt uhørt
Silkeborg IF tager stærkt afstand til de scener, der torsdag aften udspillede sig efter en U19 kamp mellem Silkeborg og Hammerum.
Hvad der normalt forbindes med svedige trøjer og omklædningsvarme bajere, blev i går forbundet med noget ganske andet. En U19 fodboldkamp mellem Silkeborg og Hammerum endte i voldsom tumult mellem de to hold, og her endte en 18-årig SIF-spiller med at tildele en af modstanderne et knytnæveslag, mens en anden 17-årig SIF-spiller trak en 10 centimeter lang kniv frem. I Silkeborg IFs Amatørafdeling ser man med alvor på gårdsdagens episode.
- Det er en situation, vi er utroligt kede af. Altså jeg har aldrig prøvet noget lignende i min tid, og nu har jeg trods alt været her i nogen år. Det er uhørt både i klubregi og generelt, så det kan vi selvfølgelig ikke stå model til, siger Christian Jepsen, der er formand i SIFs Amatørafdeling.
Hos politiet er man ligeledes ærgerlige over fodboldkampens afslutning.
- Vi er selvfølgelig rystede over, at det udvikler sig, som det gør. En fodboldkamp skal afgøres på banen og ikke bagefter. For mig er det samtidig meget tankevækkende, at der er nogen, der vælger at tage en kniv med til fodbold og også vælger at tage den frem, siger Lasse Ivanøe fra lokalpolitiet i Silkeborg.
Konsekvenser i sigte
Udover en flænge i læben kom ingen alvorligt til skade, idet Hammerum-spillerne nåede at komme væk i tide. Også SIF-spillerne flygtede fra gerningsstedet og smed idet også kniven væk. En politihund snuste sig dog senere frem til kniven.
- Ud fra vidneforklaringer kan vi med sikkerhed sige, hvem der har brugt kniven, og hvem det er, der har slået. Der er faktisk flere, der har set episoden, siger Lasse Ivanøe.
Derfor ved politiet præcist, hvem episoden skal have juridiske konsekvenser for, men hvilke konsekvenser, det får fra Silkeborg IFs side, er endnu uvist. I den kommende uge tager amatørafdelingen en snak med de implicerede.
- Jeg har indtil videre kun hørt udlægning fra Hammerum igennem en mail fra DBU, så nu har jeg brug for at høre, hvad vores egen folk siger. Hvis der er sammenhæng i det, så får det selvfølgelig konsekvenser. Det er klart, siger Christian Jepsen.