Søstre var med på ulykkestog: - Det gik så ufatteligt stærkt

Alt var helt normalt tidligt i morges, da søstrene Karina og Heidi Zumbusch fra Selde i det nordlige Salling sammen med Karinas to døtre skulle med toget, men morgenens senere oplevelser vil de aldrig glemme.

De steg nemlig ombord på et lyntog mod Sjælland. Det lyntog som på Storebæltsbroen blev ramt af dele fra et godstog, som kørte i den modsatte retning. Seks personer blev dræbt i ulykken, mens 16 personer blev kvæstet.

Ved et tilfælde stoppede den bagerste vogn foran familien på perronen, da de skulle med. Alle dræbte sad i den forreste.

- Det gik så ufatteligt stærkt. Man nåede ikke helt at registrere, hvad det var, der skete, fortæller Karina Zumbusch om det øjeblik, hvor toget ramte dele fra godsvognen.

Glas over det hele

Karina Zumbusch havde sine to døtre på 12 og 18 år med på toget.

- Det kan ikke beskrives. Jeg hørte mig selv sige, at de skulle smide sig ned, lige inden glasset begyndte at springe. Og jeg var rigtig bange for, at vi var hørt af sporet og glasset kun var starten på noget, der var endnu værre. Det viser sig så, at det desværre var værre for nogle andre, fortæller hun.

Søsteren Heidi Langberg Zumbusch nåede heller ikke at forstå, hvad der skete.

- Det er gået så frygteligt hurtigt. Jeg syntes lige, at vi var kørt fra stationen, da Karina råbte, og så blev jeg trykket ned på gulvet af trykket fra vinduerne, der sprang. Og så var der en masse, der begyndte at skrige.

Taknemmelige

Begge søstre er mærkede af ulykken, selvom hele familien er sluppet uden skader. Efterfølgende sad de i vognene og ventede på at blive hjulpet ud. På dette tidspunkt vidste de ikke, at der var omkomne i vognene foran. Det fandt de først ud af, da de var blevet evakueret og kørt til Nyborg. Her mødte de en mand fra den forreste vogn.

Nu hvor de igen sidder hjemme i Selde er de meget bevidste om, at det lige så godt kunne være dem, der havde siddet på de forkerte pladser.

- Jeg tænker, at der er nogen, der har holdt hånden over mig, for det kunne da lige så godt have været mig. Jeg har været utroligt heldig. Vi skal huske at nyde livet, for der er ikke nogen, der ved, hvornår det er slut. Det kunne lige så godt have været i dag, som det desværre var for nogen, siger Heidi Langberg Zumbusch og understreger:

- Vi føler så frygteligt med de pårørende. Det er den værste tid, de skal igennem nu.

Begge har kun ros til den måde, som myndighederne behandlede dem på efterfølgende. Blandt andet har hele familien fået tilbudt krisehjælp, som de dog har valgt ikke at tage imod.

- Jeg har det fint. Jeg skal ikke klage. Men psykisk går der nok lige lidt, inden jeg har det fint igen. Jeg har nok lidt let til tårer den næste tid, siger Karina Zumbusch.