Endnu en containerbrand i boligområde i Silkeborg
Mandag aften var der igen ild i en container i Silkeborg. To personer er ifølge vidner set løbe derfra.
Mandag aften var der igen ild i en container ved Lupinvej i Silkeborg.
Et vidne så to personer løbe derfra.
- Et vidne har oplyst, at han kender den ene og har set ham i nærheden af branden, siger Flemming Just fra lokalpolitiet i Silkeborg.
Den ene af de to personer blev afhørt af politiet. Han nægtede kendskab til branden.
Politiet har ikke sigtet nogen i sagen.
Området var også ramt af containerbrande to dage i træk i sidste uge.
- Det er nærtliggende at tro, at brandene hænger sammen. Men vi kan ikke sige noget sikkert. Der kan jo godt være flere personer, der har fået de idéer, siger Flemming Just.