Fire år siden hjemmerøveri: Det har sat sine spor

Det, at stå ansigt til ansigt med en røver i sit eget hjem har konsekvenser for dem, det går ud over.

2:30
Ægteparret Aase og Svend Erik Thing fra Jegindø havde hjemmerøveri for fire år siden
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Selvom det er fire år siden Svend Erik og Aase Thing overraskede to hjemmerøvere i hjemmet på Jegindø, så sidder oplevelsen stadig i kroppen

- Da du ringede og fortalte, der havde været et hjemmerøver igen så vendte det ligesom tilbage, forklarer Aase Thing til TV MIDTVEST.

I går blev en 91-årig mand fra Bording udsat for vold og hjemmerøveri af to ukendte gerningsmænd. Han er nu indlagt på sygehuset i Herning, men har det efter omstændigheerne godt.

Hev en peberspray op

I 2013 blev Aase og Svend Erik Thing vækket ved at ubudne gæster rumsterede i stuen og Svend Erik endte med at konfrontere dem.

- Jeg spørger, hvad de har gang i. De svarer ikke og så var der en, der rykkede en peberspray op og begyndte at sprøjte. Og så skyndte jeg mig at lukke døren, forklarer han.

Dagen efter havde episoden ikke gjort det store indtryk.

- Som jeg siger, det skal arbejdes væk, hvis der er noget man er ræd for, smiler Svend Erik Thing.

Brandslukker i soveværelset

Men familien er alligevel begyndt at tage sine forholdsregler. En gammel brandslukker og skaftet fra en skovl er flyttet ind i soveværelset. Og hoveddøren bliver altid låst.

- Jeg har det bedst med at låse døren, når jeg er alene hjemme, forklarer Aase Thing.

Gensyn med røverne

Noget, der hjalp ægteparret med at komme videre efter hjemmerøveriet, var et tilbud om at mødes med gerningsmændene, som i mellemtiden var blevet anholdt. Det, som politiet kalder et konfliktråd. Tanken om igen at stå ansigt til ansigt med røverne, gav dog anledning til overvejelser.

- Jeg havde lidt sommerfugle i maven, for man tænker altså... Hvordan er de? Fortæller Aase Thing.

Mødet gjorde imidlertid, at der kom en forklaring på hjemmerøveriet. Ægteparret fik svar på, hvorfor det lige skulle gå ud over dem. Og hvad der var mindst lige så vigtigt - de kunne se, at røverne angrede.

- Hvis vi nu ikke havde fået den forklaring, så havde vi nok tænkt mere på om det kunne ske igen, fordi de er jo stadig derude. De har afsonet deres straf. Men de kommer ikke igen, siger Aase Thing.