Frikirkepræst i retten: Nægter at have begået seksuelle overgreb
Tidligere frikirkepræst fortæller i retten om en festkultur i kirken, men han nægter sig skyldig i alle anklager mod ham.
Den tidligere ungdomspræst, der lige nu er i retten i Viborg, tiltalt for at have begået seksuelle overgreb mod otte unge fra en menighed i Silkeborg, nægter sig skyldig i anklagerne. Det oplyste hans forsvarer, Anne-Mette Larsen Rahbek, da retsmødet blev indledt mandag formiddag.
Den 30-årige mand er tiltalt for otte forskellige forhold, der angiveligt skulle være foregået i en periode fra 2006 og frem til 2011. Ifølge anklagerne skal manden blandt andet have haft anal- og oralsex med flere af de unge fra menigheden, ligesom han eksempelvis skal have formået en dreng til at drikke sæd og stukket en hårbørste op i en piges skede.
Men sådan forholder det sig ikke, ifølge den tiltalte. TV MIDTVEST' reporter i retten fortæller, at den tiltalte vedkender, at der er sket nogle ting, men at det skulle være foregået frivilligt i en slags "udfordringskultur", og ikke som overgreb. Han beskriver en gruppe, som kendte hinanden godt og ofte mødtes med hinanden, hvor der så foregik nogle ting.
Den tiltalte virker rolig og fattet i retten, da anklager Mette Møller læser de mange anklager op. Hun understreger, at flere af forholdene handler om, at den tiltalte har haft en lærerrolle samt at man slet ikke må have seksuelle forhold med unge under 15, hvilket flere af ofrene skulle have været på tidspunktet for de påståede overgreb.
Festkultur i kirken
Da afhøringen begynder, fortæller han, at hans far var præst i menigheden. Han fattede interesse for sagen og så et stort potentiale i at udvide frikirken med en særlig ungdomsafdeling.
- Jeg var dygtig til at promovere kirken og dygtig til at prædike. De unge så op til mig, siger den 30-årige, der virker afslappet og iført T-shirt og jeans.
Han fortæller, at der var en festkultur, hvor man blandede det kirkelige med det fornøjelige.
- Vi lavede en god fest. Vi havde laserlys, musik og lysshow. Der var fed fest i pinsekirken, siger han.
Anklager Mette Møller er endnu ikke nået til at afhøre den tiltalte om selve de seksuelle krænkelser, som han som sagt nægter sig skyldig i.
Hvis retten finder ham skyldig i anklagerne, risikerer han fængsel og udvisning af landet. Han er ikke længere dansk statsborger, efter at han har opholdt sig en årrække i USA.