Gråkjær går i fisk – med stor succes
Anlæg til slagtefisk har skabt et økonomisk potentiale på op mod en milliard kroner for Holstebro-virksomheden.
Det er nye tider for entreprenørvirksomheden Gråkjær fra Holstebro. Den 44 år gamle virksomhed har indtil for ganske nylig udelukkende beskæftiget sig med landsbrugs- og erhvervsbyggeri, men nu skal succesen findes i anlæg til slagtefisk. Det skriver Børsen.
Administrerende direktør, Jan Larsen, fortæller, at virksomheden i løbet af de kommende år har en lille håndfuld anlæg til slagtefisk på tegnebrættet. Projekter, der hver især koster mellem 50 til 100 millioner kroner.
- Vi har opbygget ekspertisen og har lavet tre anlæg sidste år, i år er vi i gang med to, og jeg regner med, at vi får to endelige kontrakter på yderligere to eller tre i dette regnskabsår, siger Jan Larsen til Børsen og tilføjer, at han mener, der på skitseplan er gang i omkring ti større anlæg, der kan have et økonomisk potentiale på op mod en milliard kroner for Gråkjær.
Ved opdræt på åbent hav har havbrugene haft store problemer med, at fiskene får lus. Det problem undgås ved opdræt på land.