Græskarkonges græskarhøst slog fejl
Den vestjyske græskarkonge, der har vundet DM i græskar de seneste tre år, har kapituleret.
Vi nærmer os Halloween med hastige skridt, men hos græskarkongen har høsten i år slået fejl. Ifølge græskarkongen selv skyldes det stormen Urd, at der gik sygdom i planten, at han kom til at give for meget kalk for et par siden, så PH-værdien er for høj og mange andre årsager.
- Der er så mange ting, der er gået galt, siger græskarkongen Kim Bøndergaard.
De sidste tre år har Kim Bøndergaards græskar været de suverænt største under kåringen i Tivoli. Og sidste år blev barren hævet for nye mål. Han ville slå danmarksrekorden. Men høsten slog altså fejl.
Heldigvis er græskarkongen ved at lære flere græskarlærlinger op. En af dem er den 14-årige Laurits Vagner, der nu skal løfte arven. Hans græskar klarer sig nemlig godt.
De store orange frugter har han avlet på friland, og den største af dem tager græskarlærlingen med til konkurrencen i Tivoli.
Den anden lærling er Jørgen Øllegaard Jensen, som også skal deltage til konkurrencen i Tivoli.
- Målet i første omgang var at slå Kims rekord, og det tror jeg, vi har. Så må vi se, om den rækker til en ny danmarksrekord, siger Jørgen Øllegaard Jensen.
Den regerende græskarkonge i Spjald er altså nu voldsomt presset af sine lærlinge.
- Det er da fedt, at der er så mange nye, der har lyst til at dyrke græskar. Og så synes jeg, det er sjovt, når det er nogle lokale, det går godt for.
Kim Bøndergaard håber, at en af lærlingene slår danmarksrekorden, så han kan komme tilbage næste år og slå dem.