Lektor med opråb efter sag om falsk porno: - Håber unge har forstået det

En lektor fra Juridisk Institut på SDU håber, unge vil tænke sig ekstra om, når de færdes på internettet, efter en 23-årig mand fra Bording har fået en fængselsdom for at lave falske pornobilleder.

Henning Fuglsang Sørensen, lektor hos Juridisk Institut på SDU.
Henning Fuglsang Sørensen, lektor hos Juridisk Institut på SDU.

Dommen på otte måneders fængsel til en 23-årig mand, som er blevet kendt skyldig i at fabrikere falske pornobilleder, sender et klart signal om alvoren i at begå kriminelle handlinger på internettet.

Det mener Henning Fuglsang Sørensen, der er lektor hos Juridisk Institut på SDU. Han håber nu, at sagen kan få andre unge til at lade være med at gøre noget lignende.

- Det kan godt være, det rent teknisk er meget nemt at redigere billeder af unge mennesker ind på andre billeder, men man skal tænke sig grundigt om, inden man gør det. For det drejer sig om fire klik med musen, og så har man gjort sig selv til kriminel.

- Vi kan jo håbe på, at unge i hobetal har forstået, at det her er noget, man skal holde sig fra at gøre, lyder det fra Henning Fuglsang Sørensen.

Brugte kvindelige bekendtes profilbilleder

Den 23-årige mand, der kommer fra Bording, var tiltalt for at bruge 18 kvindelige bekendtes Facebook-billeder til at fremstille pornobilleder, som han offentliggjorde på forskellige pornosider.

I alt er der tale om 229 billeder, der er blevet manipuleret, så det ser ud til, at kvinderne medvirker i hård porno.

I flere af tilfældene var ofrene mindreårige, og derfor er den 23-årige dømt for at være i besiddelse af og udbrede børneporno, blufærdighedskrænkelse og videregivelse af billeder vedrørende andres private forhold.

Voksne har en vigtig opgave

Der ligger nu en vigtig opgave for voksne i den digitale opdragelse af unge mennesker, påpeger lektoren.

For den hårde linje overfor den krænkende adfærd på internettet kan ende med at ramme unge, som ikke nødvendigvis er klar over, at de gør noget forkert.

- Det sender et signal til forældre, pædagoger og lærere. For når de unge ikke er klar over, hvor farligt det er, så har vi voksne en betydelig opgave i at forklare de her unge mennesker, hvilken betydning det kan få for dem selv.

- Det er vigtigt, de lader være med at gøre sådan noget, siger Henning Fuglsang Sørensen.

Den 23-årige mands gøren og laden på internettet stod på i syv år, og det det vides endnu ikke, om han vælger at anke dommen.

4:15
Her kan du se indslaget om den bemærkelsesværdige sag om falske pornobilleder.