Kvinde slået i hovedet af vred bilist: - Han råber, om jeg ikke kan få styr på min lortebus
Sisse Engelbæk Ørtoft nåede ikke at se manden, før han var helt tæt på og slog hende. Hun vil dog kæmpe sig tilbage til arbejdet.
Sisse Engelbæk Ørtoft kører fredag morgen klokken 5.30 sin sædvanlige rute på vej mod Thyborøn for Herning Turist, da en mand er ved at overhale hende i en personbil. Idet overhalingen sker, springer en klap i venstre side af bussen op, og den overhalende mand må undvige for ikke at kollidere.
Sisse Engelbæk Ørtoft slår katastrofeblinket til, stopper bussen og går ud for at lukke klappen igen, så den ikke er til fare for hende eller andre bilister.
Men da hun er ved at lukke klappen, er manden i den overhalende bil også stoppet. Han løber ud af sin bil, når hen til den kvindelige buschaufføren og slår hende med stor kraft på siden af hovedet ved øret med et knytnæveslag.
- Jeg har ikke set, at han kommer rendende, før jeg kan se ham ude af øjenkrogen. Det næste, der sker, er, at han råber, om jeg ikke kan få styr på min lortebus, og så slår han mig så hårdt, at mine briller og mit håndfri headset falder på jorden, forklarer Sisse Engelbæk Ørtoft om situationen.
Manden stak efterfølgende af fra stedet.
Sisse Engelbæk Ørtoft var så chokeret, at hun ikke nåede at få et fyldestgørende signalement af manden eller at notere nummerpladen på bilen. Det eneste, hun kan huske om ham, er, at han har træsko og et par sorte joggingbukser på, at han er over 195 centimeter høj, er kraftig af bygning og har kort hår.
Mand er politianmeldt
Sisse Engelbæk Ørtoft, der bor ved Lemvig, har været ansat som buschauffør hos Herning Turist i otte år. Men det er første gang, at hun oplever en situation som denne.
Efter at være blevet slået i ansigtet, kørte hun bussen videre til næste stoppested, hvor hun brød sammen og måtte ringe til sin chef.
Her fortæller Sisse Engelbæk Ørtoft om situationen, og selvom chefen gerne ville have, at hun dropper ruten og i stedet kører hjem med bussen, er hun fast besluttet på at hente de mennesker, der venter længere fremme på ruten.
Lørdag politianmelder Sisse Engelbæk Ørtoft situationen til politiet, men da hendes signalement af manden ikke rækker længere, meddeler de hende, at det bliver svært at finde ham.
Sisse Engelbæk Ørtofts mand, Brian Ørtoft, ender også med at blive politianmeldt på grund af et opslag på Facebook. Her skriver han således:
Vil kæmpe sig tilbage på arbejde
Siden situationen fredag morgen har Sisse Engelbæk Ørtoft været chokeret. Hun har været berørt over mandens opførsel og har været svimmel efter slaget mod hovedet.
Men den hårde oplevelse skal ikke holde hende fra at tage tilbage på det job, hun sætter så stor pris på.
- Jeg agter at køre på arbejde mandag morgen. Jeg må ærligt indrømme, at lige nu gider jeg ikke at køre bus. Men jeg har jo så mange, dejlige dage, og jeg har så mange sjove oplevelser med dem, jeg kører med i bussen, siger Sisse Engelbæk Ørtoft, der har været buschauffør for Herning Turist i otte år.
Selvom overfaldsmanden ikke skal holde hende fra at komme tilbage på arbejdet, sidder oplevelsen alligevel dybt i hende.
- Tirsdag morgen skal jeg køre samme rute igen. Lige nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal reagere. Min mand har lovet at køre med mig, så jeg ikke skal sidde alene, hvis jeg bliver ked af det, fortæller hun.
Kan ikke forstå overfaldsmandens handlinger
Det er en farlig situation, når en busklap går op under kørsel. Det slår Sisse Engelbæk Ørtoft fast, selvom der ikke var noget, der kunne falde ud af bussen.
Men når manden nåede at undvige klappen, undrer hun sig over den reaktion, som manden havde med råb og slag.
- Fra han undviger, til han sætter bilen, løber over til mig og slår, har han tid til at overveje det hele. Så jeg ser det som et bevidst valg, han tager.
Årsagen til, at klappen gik op, skal findes i, at der bliver skabt et lufttryk. Det er derfor et hændeligt uheld, siger Sisse Engelbæk Ørtoft.