Henrik Toft føler sig godt rustet til sen VM-entré
Henrik Toft føler sig snart klar til at træde ind i VM-turneringen, efter skaden han pådrog sig kort inden VM.
Henrik Toft føler sig snart klar til at træde ind i VM-turneringen, efter skaden han pådrog sig kort inden VM.
Henrik Toft Hansen var tiltænkt en nøglerolle i forsvaret på Danmarks håndboldlandshold ved VM, men en skade få dage inden turneringens start har indtil videre holdt ham ude.
Nu er der så blevet endnu mere brug for ham inden mellemrundens start, fordi broren René Toft Hansen blev lyskeskadet torsdag mod Norge og er meldt færdig i turneringen.
Derfor virker det oplagt at bruge den anden udskiftning ud af tre til at erstatte René Toft med Henrik Toft, men først skal sidstnævnte testes til en træning senere fredag.
Føler sig snart klar
Selv føler Henrik Toft sig snart klar til at spille håndboldkamp igen.
- Jeg føler ikke, at der er så lang vej igen. Jeg har haft et fint genoptræningsforløb sammen med sundhedsstaben.
- Jeg har en træning senere fredag, hvor jeg skal give den fuld gas, og så må vi se, hvordan det går, siger Henrik Toft til en presseseance fredag formiddag.
Om han allerede kan være aktuel i den første mellemrundekamp mod Ungarn lørdag er uvist.
- Det må vi se på, hvordan det hele hænger sammen, og hvordan træneren ser på det. Mange faktorer spiller ind, siger Henrik Toft.
Han føler sig klar til at bidrage på holdet, selv om han skulle blive kastet for løverne i vigtige kampe lige efter et skadesforløb.
- Det er selvfølgelig ikke optimalt, at jeg blev skadet 2. januar, når jeg havde håbet på at være med fra start. Men jeg har trænet godt de seneste par uger og har givet den så meget gas som muligt.
- I og med at jeg har kunnet løbe her på det sidste, har jeg bygget konditionen lidt op. Så jeg håber og tror på, at jeg er godt rustet, hvis der skulle blive brug for mig, siger Henrik Toft.
Vil ikke tale om broderens VM-exit
Han var tydeligvis påvirket af René Tofts triste skæbne i turneringen, og han frabad sig at tale om sin bror.
- Det kan jeg ikke snakke om.
Danmark har maksimale fire point med til mellemrunden, hvor holdet i nævnte rækkefølge møder Ungarn, Egypten og Sverige.
/ritzau/