Bokseekspert: Her kan Dina Thorslund blive endnu bedre
Efter endnu en VM-sejr er Dina Thorslund klar til nye udfordringer. En bokseekspert peger på, hvor hun kan blive bedre.
Dina Thorslund er klar til at gå længere endnu med sin boksekarriere, efter at hun lørdag aften foran 1.300 tilskuere på hjemmebane i Struer besejrede tyske Alesia Graf i en kamp om verdensmesterskabet i super-bantamvægt.
- Det næste det er formentlig nok et titelforsvar igen, men derefter så er det de andre titler, der er at gå efter, fortæller Dina Thorslund i et liveinterview på TV MIDTVEST.
En bokseekspert peger på, hvor Dina Thorslund har endnu mere uforløst potentiale.
- Nogle gange så tænker hun kun på at skulle ind og aflevere hårde slag, fordi hun vil jo gerne være en crowd-pige. Det er hun også, og hun vil gerne ind og slå hårdt, men hun kan sagtens bokse meget bedre teknisk end det, hun gør, mener Brian Mathiasen, der er bokseekspert på Viasat og TV 2 Sport.
- Det er ikke noget, jeg tænker over, at jeg skal ind og behage andre. Jeg bokser, det jeg kan. Og det jeg kan, det er at være stærk, og det er jo også noget af det, jeg gerne vil vise, svarer Dina Thorslund.
- Men derudover så synes jeg også, at jeg prøver ligesom at tage det tekniske med og få overblikket, og det er noget af den erfaring, jeg tog med mig fra sidste kamp, som jeg synes, jeg udnytter godt i den her kamp.
Den 25-årige verdensmester fra Struer går nu efter at få gode sparringspartnere ind til at udfordre på det, hun ikke er god til.
Dina Thorslund er ubesejret efter 13 kampe som professionel.