Hver tredje skoleleder er blevet hængt ud på sociale medier
Forældre bruger ofte til Facebook til at kritisere skoleledere. Der er behov for klare retningslinjer, som kan virke forebyggende.
Skolesammenlægning, valg af klasselærer eller en juleafslutning, der pilles ud af kirken. Eksemplerne er mange på beslutninger, der kan få forældre til at reagere og fare til tasterne på Facebook.
Det viser en ny undersøgelse, som Politiken Skoleliv har lavet blandt 1.780 skoleledere på både folkeskoler, privat- og friskoler, hvoraf 430 skoleledere har deltaget.
Her svarer 31 procent, at de har oplevet at blive omtalt negativt af forældre eller skolebestyrelse på Facebook eller andre sociale medier inden for de seneste fem år.
Skoleledernes formand, Claus Hjortdal, kalder omfanget »chokerende højt«:
- Det rystende er, at man kan finde på at bruge noget så udemokratisk som lukkede grupper eller envejskommunikation, som Facebook jo er, til at ødelægge samarbejdet mellem skolen og hjemmet, siger han til Politiken Skoleliv.
I undersøgelsen fortæller en skoleleder bl.a., at vedkommende blev hængt ud »med navn og stilling og dårlig omtale for skolen«, mens en anden peger på, at den negative omtale er »sket i forbindelse med overvejelser om fusion med anden skole«.
Mange skoleledere giver i undersøgelsen udtryk for, at de helt holder sig fra Facebook, men mediet er et grundvilkår for skoleledere i dag, påpeger Claus Hjortdal.
Fra foreningen Skole og Forældre er meldingen klar:
- Det er simpelthen ikke i orden. Skoleledere er ansat til at varetage en opgave, og den skal de kunne varetage uden at blive hængt ud på sociale medier, siger formand Mette With Hagensen til Politiken Skoleliv.
Hun opfordrer til, at skolebestyrelserne formulerer klare retningslinjer, som kan virke forebyggende.
- Det er vigtigt, at bestyrelserne laver et princip for kommunikation, hvor man opfordrer til, at Facebook udelukkende anvendes til information. Har man som forælder ting, man gerne vil diskutere om og med skolen, skal det foregå direkte med de involverede personer, siger Mette With Hagensen til Politiken Skoleliv.
Også skoleledernes formand efterspørger klare retningslinjer, som lederne ude på skolerne kan støtte sig op ad.
Udfordringen er nemlig, at mens forældre uden de store forhindringer kan skrive om en given sag, må skoleledere ofte ikke kommentere enkeltsager.