Stem personligt: To kandidater leverer vigtigt budskab i Thy og på Mors
Torsten Schack Pedersen og Simon Kollerup brugte valgkampens sidste dag på at minde vælgerne om at stemme personligt.
To af landsdelens folketingskandidater brugte dagen med henholdsvis en gavekurv under armen og en kurv i hånden.
Men Simon Kollerup (S) og Torsten Schack Pedersen (V) kom ikke kun med præmier og slik. I 11. time var de også rundt for at minde thy- og morsingboerne om at stemme personligt og ikke bare på et parti.
- Hvis man bare stemmer på listen, så overlader man det til de andre vælgere at afgøre, hvilke kandidater der bliver valgt. Så derfor er min klare opfordring, at uanset hvilket parti, man stemmer på, så tag og stem personligt, for så er man også med til at bestemme, hvem der bliver valgt for de enkelte partier, siger Torsten Schack Pedersen.
Mange stemmer at hente
Følger vælgerne opfordringen, er der potentielt mange stemmer for de lokale kandidater at hente.
Ved Folketingsvalget i 2015 kunne cirka 418.00 stemme her i landsdelen. Ud af dem stemte 173.000 vælgere upersonligt og altså i stedet på et parti.
- For os som politikere, der stiller op, der er det det, der afgør, om vi får en plads på en af de grønne stole ind i folketingssalen, og først når du har den plads, så kan du kæmpe for dit lokalområde, siger Simon Kollerup.
Den pointe har vælgerne fanget både i Thy og på Mors.
- I de områder, hvor vi er, der mener jeg faktisk, at de personlige stemmer er meget vigtige for at få folk her fra på tinge, siger Poul Petersen fra Nykøbing.
Selv om de to politikere stiller op for hver deres parti og partifarve, kan de dog godt anbefale hinanden, når det kommer til at stemme personligt.
- Allerhelst vil jeg jo have, at de stemmer på mig og på Venstre, men hvis man nu af uransagelige årsager skulle stemme på Socialdemokratiet, så er min klare opfordring til thy- og morsingboerne at stemme på Simon Kollerup, siger Torsten Schack Pedersen.