Lægevagten glemte helligdag: Ingen vagtlæger på arbejde
I Region Nordjylland har vagtlægetelefonen været ubemandet. Man glemte, det var helligdag, skriver Nordjyske.
Der har mandag været store problemer med at få fat på en vagtlæge i Region Nordjylland, skriver Nordjyske.
Når patienterne ringede, fik de nemlig besked fra en telefonsvarer om, at lægevagten først åbnede for henvendelser klokken 16.
- Regionen har simpelthen ikke taget højde for, at det ikke var en hverdag, hvor de praktiserende læge normalt har åbent, siger vagtlæge Christian Vejlø til Nordjyske.
Vagtlægerne kæmper nu for at få åbnet alle linjer op igen, så borgerne kan komme igennem, skriver mediet.
Lægevagten træder til uden for de almindelige praktiserende lægers åbningstid. Det vil sige, at man normalt kan ringe fra klokken 16 til 08 til lægevagten på hverdage, mens der i weekender og helligdage skal være døgnåbent.
Men denne 2. pinsedag har personalet altså ikke været på plads i Nordjylland.
/ritzau/