Motorvej ved Silkeborg lukket i tre timer

Sættevogn med spildevand lagde sig på tværs af vejbanerne og skabte kødannelse.

Motorvej
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Et uheld med en lastvogn på Silkeborgmotorvejen har fredag morgen forsinket en hel del bilister i Østjylland.

Det var ved ottetiden, at en tanksættevogn væltede og lagde sig på tværs af motorvejen.

Derfor blev strækningen mellem Hårup og Låsby lukket for trafik i østgående retning, og kort før klokken 11 var et enkelt spor igen farbart, oplyser Vejdirektoratet.

- Det har givet en del kø, men heldigvis var det meste af myldretrafikken overstået, siger vagtchef Anders Olesen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Han kender fredag formiddag ikke årsagen til, at lastvognen lagde sig på siden. Det er Falcks specialister, som er blevet sat ind på opgaven med at fjerne den havarerede lastvogn. I tanken var der spildevand.

/ritzau/