Oticon nedlægger produktion - 210 mister deres arbejde

William Demant, der ejer Oticon, vil lukke ned for produktionen i Thisted som del af stor spareplan.

10022012Oticon_Thisted.jpg

William Demant Holding sætter gang i en større omstrukturering, som skal samle medarbejderne på færre steder og sikre fremtidige besparelser. Det rammer produktionen i Tilsted ved Thisted hårdt. 

William Demant Holdings kommunikationsafdeling oplyser, at der er tale om 210 medarbejdere. Et forløb vil nu gå i gang, men der forventes afskedigelser.
    
Mange af medarbejderne har været ansat i rigtig, rigtig mange år.
    
- Den eneste mulighed for dem, hvis de skal finde et nyt arbejde i Danmark, det er efteruddannelse og opkvalificering. Det bliver en stor udfordring, siger Niels Jensen, formand for 3F Thy-Mors.

Afdelingen i  Thisted lukker inden udgangen af 2018 for at flytte driftsaktiviteterne til Polen. Og i USA har selskabet allerede i første halvår lukket for produktionen i Eagan i Minnesota og rykket teltpælene til Mexico
    
Til gengæld vil forsknings- og udviklingsaktiviteterne muligvis flytte fra Schweiz til Polen og Danmark og give øget medarbejdertal i de afdelinger, skriver William Demant.
    
I 2014 blev 85 medarbejdere fyret fra afdelingen i Tilsted. I alt har Thy og Mors mistet mere end 1500 produktionsarbejdspladser over en 10-årig periode.