Med 72 dage tilbage af året: Vi har allerede fået et helt års nedbør
Der er i 2019 allerede faldet 716 millimeter nedbør, og den kommende tid er normalt den tid på året, hvor vi får mest regn.
Alle, der har holdt efterårsferie herhjemme, har oplevet, at det har regnet både længe og intenst.
Hvis vi medregner forrige fredag, hvor efterårsferien begyndte, så er der søndag middag faldet 69,8 millimeter regn. Det er meget tæt på de 76 millimeter, der normalt falder i hele oktober, som er årets næstvådeste måned.
Efteråret har i det hele taget været regnfuldt. Vi er kun to tredjedele gennem oktober og har fået knap 100 millimeter. I september faldt der 130,3 millimeter på landsplan, hvilket gjorde måneden til den vådeste i fire år, og den vådeste september i 18 år.
Ny nedbørsrekord er inden for rækkevidde
I gennemsnit falder der cirka 170 millimeter nedbør på årets sidste 72 dage. Hvis vi resten af året får 20 millimeter mere regn end normalt, så kan årsrekorden på 905 millimeter fra 1999 blive slået.
Det regnfulde vejr fortsætter i morgen, men herefter bliver vejret noget bedre. Tirsdag og onsdag vil det stort set holde tørt. Selvom det igen bliver ustadigt i sidste halvdel af næste uge, så er det slet ikke i den grad, vi lige har set.
Mange steder i landet vil vi få encifrede mængder regn i næste uge, mens man kan forvente mellem 10 og 15 millimeter i store dele af Jylland.