Tidligere dyrepasser: - Pumaen har givet mig mit livs oplevelse
Den tidligere dyrepasser Michael Ehlenstein havde et meget tæt forhold til pumaen Rambo for 30 år siden. I dag har han dog svært ved at tro på, at en puma skulle være tilbage i det midtjyske.
Pumaen Rambo og den tidligere dyrepasser Michael Ehlenstein havde et helt særligt forhold.
- Når jeg kom over i dyreparken, skulle jeg komme og sige godmorgen til hende. Hvis jeg ikke gjorde det, skulle jeg ikke vise mig hos hende den dag, siger Michael Ehlenstein.
Tilbage i 80'erne knyttede Michael Ehlenstein og pumaen Rambo et tæt bånd. De delte nemlig en helt unik oplevelse.
- En af de bedste oplevelser, jeg har haft, er med Rambo. Jeg fik lov til at hente hende i München, efter hun havde været med i filmen Bjørnen. Det var en oplevelse for livet, fortæller den tidligere dyrepasser.
I en zebrastribet bil kørte Michael Ehlenstein op igennem Tyskland og Danmark med en puma i bagagerummet. Rambo flyttede ind i Haunstrup Dyrepark, hvor Michael i flere år efterfølgende var fast dyrepasser for pumaen.
Den midtjyske puma
Men på trods af at Michael Ehlenstein selv har transporteret en puma til landsdelen, har han svært ved at tro på, at endnu en skulle have fundet vej til Midt- og Vestjylland.
- Jeg tror ikke, der er en puma. Hvordan skulle den være kommet herop? For mig er det helt utænkeligt, siger han.
Jesper Møhrind-Jensen er zoolog i parken, hvor Rambo boede i sin tid. I mellemtiden har parken ændret navn fra Haunstrup Dyrepark til Jyllands Park Zoo.
Zoologen har svært ved at tro på, at der skulle være en puma løs i det midtjyske, men han er ikke klar til blankt at afvise, at en puma kan have sneget sig ind i landet.
- Der er ikke noget i naturen, der er 100 procent sikkert. Der er nogle smuthuller. Men den er ikke kommet herover af sig selv. Det kan jeg slå helt fast, siger Jesper Møhrind-Jensen.
- Men sandsynligheden for, at det er en puma, er ikke særlig stor, hvis du spørger mig, tilføjer han.
Pumaens vej ind i Danmark
Selvom Jesper Møhrind-Jensen tvivler på den midtjyske pumas eksistens, kan han se to måder, hvorpå pumaen kan have fundet vej til Midtjylland.
Den kan være sluppet fri i Tyskland, og den ville den sagtens kunne gå herop. Der kan også være nogen, der har smuglet den eksotiske kat ind, uden at have fået lov til det, siger Jesper Møhrind-Jensen.
Jesper Møhrind-Jensen følger spændt med i sagen om det mystiske kattedyr.
- Jeg skulle skamme mig, hvis jeg stod og sagde, at det helt sikkert ikke er en puma. Nogle af beskrivelserne er meget præcise, siger han.