Ringkøbing-Skjern på fynsk jobmesse: Ledighed er for lav
Ringkøbing-Skjern Kommune er rykket uden for kommunen for at tiltrække ny arbejdskraft.
Vækst i vestjyske virksomheder trak torsdag et par medarbejdere fra Ringkøbing-Skjern Kommune til jobmesse på Fyn.
Gennem længere tid har ledigheden ligget på 2,5 procent. Almindeligvis er sådan et lavt tal godt, men ikke hos den vestjyske kommune.
- I vores erhvervsliv har de jo peget på, at manglen på kvalificeret arbejdskraft er den største barriere for vækst, siger projektleder Karina Winkler fra Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd.
Bosætningskoordinator Dorthe Frydendal bakker op.
- Lige nu er det årsagen til, at nogle af dem må sige nej til opgaver, fordi de ikke har den fornødne arbejdskraft.
5.000 potentielle medarbejdere til kommunen
Omkring 5.000 ledige besøger den fynske jobmesse. Måske er der nye folk til Ringkøbing-Skjern iblandt.
- Jeg fortæller dem jo om, at vi har det her boblende erhvervsliv. Vi har internationale virksomheder, som eksporterer, forklarer Karina Winkler.
Jobsøgende: Interessant med mange jobs
Noget tyder på, at kommunens folk ikke er kørt forgæves.
- Det lyder meget spændende og interessant, at der er så mange jobs at få derovre, for det er måske ikke lige det område, man tænker på normalt, siger den ledige Bjørn Karlstrøm fra Virum, der har en kandidat i erhvervsøkonomi og sprog.
Energi, turisme, produktionsindustri og fødevarer og landbrug.