Stedfar: Fornuften har sejret

Det var en lykkelig stedfar der onsdag fik beskeden om at steddatteren Yiming Liu nu får lov at blive i Danmark.

stedfaryiming.jpg
Foto: Michael Lyck Poulsen, TV MIDTVEST

- Lettelse! Kæmpe grad af lettelse. Det er følelsen af, at den sunde fornuft sejrede til sidst.

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Yiming Lius stedfar Kjeld Gaard-Frederiksen efter Udlændingenævnet har besluttet at steddatteren foreløbigt kan blive i Danmark.

Sidste uge gav Udlændingestyrelsen ellers 13-årige Yiming Liu afslag på familiens ansøgning om at blive familiesammenført. Men den beslutning har familiens advokat klaget over. Det betyder nu, at hun kan blive i Danmark imens klagen bliver behandlet. 

Nu skal vi have ro på
Det har været en hektisk uge for familien, der indtil onsdag frygtede at den 13-årige datter måtte forlade landet. 

- Nu skal vi ha ro på. Det har været en forfærdelig uge. For lidt søvn og for lidt at spise. Kroppen reagerer nu, og trætheden melder sig. Adrenalinen slipper op og trætheden tager over, siger Kjeld Gaard-Frederiksen. 

Vi skal holde presset på myndighederne
Myndighedernes begrundelse for at Yiming Liu skulle udvises fra Danmark var, at hun ikke har "mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration”. Men stedfaren mener allerede Yiming Liu er integreret. 

- Jeg skal hjem og snakke med min advokat nu om, hvad er det næste, vi skal gøre er. Vi skal holde presset på myndighederne. Jeg kan ikke se, at der skal gå syv måneder med, at de skal vurdere Yimings integrerbarhed, når alle kan se, at hun allerede er integreret, siger Kjeld Gaard-Frederiksen. 

2:06
Nu går forældre til pigens klassekammerater i Silkeborg ind i sagen. Forældrene har startet en storstilet underskriftindsamling.