Dyrenes Beskyttelse med opråb: Strandede sæler er ikke i nød
Bekymrede borgere kimer Dyrenes Beskyttelse ned med henvendelser om strandede sæler. Sælerne er dog sjældent i nød, forklarer organisationen.
Når en sæl ligger alene på stranden, er det nærliggende at tro, der er noget galt.
Men det er som oftest langt fra tilfældet, oplyser Dyrenes Beskyttelse, der lige nu oplever en stigning i antallet af bekymrede borgere, der ringer ind for meddele, at de har set en sæl i nød.
Derfor bør man lade sælerne være i fred, lyder opfordringen fra organisationen i en pressemeddelelse.
Ofte ligger sælunger alene langs kysten, fordi de midlertidigt er blevet væk fra deres mor. Men mor og unge finder næsten altid hinanden igen, hvis de ikke bliver forstyrret.
Sælungerne kan dog blive efterladt, hvis der er for mange mennesker omkring dem, forklarer Michael Carlsen, der er biolog i Dyrenes Beskyttelse.
- Når man ser en sælunge på stranden, er det vigtigt at holde rigtig lang afstand til den. Sæler er så følsomme overfor mennesker, at sælmor ikke tør nærme sig, hvis der er mennesker. Derfor er mennesker en hyppig årsag til efterladte sælunger henover sommeren.
Flest indberetninger i Region Midtjylland
Den nye opgørelse fra Dyrenes Beskyttelse viser, at antallet om sæler er steget med 19 procent fra 2018 til 2019.
I 2018 modtog Dyrenes Beskyttelse 883 henvendelser vedrørende sæler, og i sommerferien i juni og juli måned modtog de 249 af opkaldende.
Men alene juni 2019 har allerede overhalet sidste sommer med i alt 297 opkald. Heraf er langt de fleste indberettet i Region Midtjylland.
- Uanset hvad handler de færreste opkald om sæler, der rent faktisk er i nød, siger Michael Carlsen.
Hvis du får øje på en sæl med synlige skader er det dog vigtigt at kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på telefon 1812.