Tidligere Venstre-minister er blevet forfremmet i Washington
Esben Lunde Larsen er blevet direktør for tro og bæredygtighed i tænketanken World Resources Institute.
Esben Lunde Larsen, som i flere år var medlem af Folketinget for Venstre, har fået nyt job i USA.
Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
For tre år siden forlod Lunde Larsen dansk politik til fordel for et job i den amerikanske tænketank World Resources Institute i Washington D.C.
Siden har han boet og arbejdet i den amerikanske hovedstad som fellow for tænketanken. Her har der blandt andet været bekæmpelse af madspild på programmet.
Nu er han blevet forfremmet og udnævnt til direktør for tro og bæredygtighed, der er et nyt område for tænketanken.
Ifølge dagbladet betyder det, at 42-årige Lunde Larsen fremover skal bruge kræfter på at få tro-baserede organisationer til at tænke grønt.
Det skal blandt andet ske ved at få dem til at energirenovere deres egne bygninger og bruge deres jordbesiddelser mere bæredygtigt.
Det har stor betydning, hvis for eksempel den katolske kirke gør sine 100.000 bygninger grønnere, fortæller Lunde Larsen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Organisationerne skal også støttes i at tale højt om klimaudfordringerne.
- Vi ønsker med vores forskning at få tros-baserede organisationer til at mobilisere deres milliarder af følgere, siger Lunde Larsen om det fremtidige arbejde til dagbladet.
Esben Lunde Larsen var folketingsmedlem for Venstre i perioden 2011 til 2018. Undervejs var han minister for uddannelse, forskning, miljø og fødevarer.
I sine år i dansk politik var Lunde Larsen indimellem i politisk modvind.
Efter sin tiltræden som forskningsminister kom han under mistanke for plagiat for sin ph.d.-afhandling. Mistankerne viste sig dog ikke at have noget på sig, da han ikke havde handlet imod reglerne om god videnskabelig praksis.
I den såkaldte kvotesag om fiskekvoter fik han i 2017 frataget fiskeri som ressortområde af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
/ritzau/