Tysk sprøjteforbud lægger pres på den danske regering

Regeringen skal gå i hjulsporet efter Tyskland med forbud mod omdiskuteret Roundup, mener støttepartier.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Jean-Francois Monier / AFP / Ritzau Scanpix

Et forbud mod sprøjtemidlet Roundup vil være et kæmpe tilbageskridt for dansk landbrug uden brugbare alternativer.

Sådan lyder det fra formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, efter at Tyskland overraskende vil forbyde verdens mest udbredte ukrudtsmiddel.

- Det er for mig helt uforståeligt, at Tyskland kan træffe beslutninger på så løst og udokumenteret grundlag, som kun baserer sig på følelser, siger han.

- Konsekvenserne for det moderne landbrug er uoverskuelige og vil trække i den modsatte retning af et grønnere, mere bæredygtigt landbrug. Vi har i årevis arbejdet på af hensyn til regnorme og insekter at bearbejde og pløje jorden mindre.

Danske landmænd bruger glyfosat til nedvisning af korn, raps og ærter for at sikre en ensartet høst samt mod ukrudt.

Minister: Dansk forbud ikke på vej

Tysklands forbud fra 2023 kommer, efter at Østrig har valgt at gå samme vej. Der sker efter års internationale diskussioner om risikoen for drikkevand, mennesker og insekter ved brug af glyfosat.

Men selv om den danske miljøminister Lea Wermelin (S) kalder det tyske forbud for en "interessant melding", er et dansk forbud ikke lige på trapperne.

I stedet vil Wermelin drøfte forbuddet med sine tyske kolleger.

Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, er ikke i tvivl.

- Vi har en regering med et historisk grønt mandat, og hvor støttepartierne alle har forpligtet sig på at arbejde for en udfasning af sprøjtegifte, siger hun og forventer det bliver et vigtigt spørgsmål ved finanslovsforhandlingerne.

Regeringens støttepartier SF og Enhedslisten bakker også det tyske forbud op.

Vandværker kræver hurtig handling

Hos vandværkernes forening, Danva, mener direktør Carl-Emil Larsen, at det er oplagt at skride hurtigt ind mod den private og offentlige anvendelse.

- Det har vi drøftet i mange år, så det vil som minimum være min opfordring til miljøministeren, siger han.

EU forlængede i 2017 godkendelsen af glyfosat i fem år.

Inden havde EU-Kommissionen opgivet at få forlænget godkendelsen i op mod 15 år, fordi lande som Frankrig, Tyskland, Italien og Sverige ikke ville være med.