Børnenes Danmark: Det tænker en 5. klasse om venner og fællesskab

Venner er vigtige, og det fylder meget blandt børn, om man har venner og er en del af et fællesskab eller ej. Det og meget andet sætter TV MIDTVEST fokus på i den her uge.

Det her er 5. klasse på Harboøre Skole & Børnecenter. Dem har vi spurgt om alt fra bekymringer og forældre til sociale medier og venskaber.
Det her er 5. klasse på Harboøre Skole & Børnecenter. Dem har vi spurgt om alt fra bekymringer og forældre til sociale medier og venskaber.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

I denne uge sætter TV MIDTVEST, TV 2 og de andre regioner fokus på børnene. Vi kalder det Børnenes Danmark. 

For vores vedkommende betyder det blandt andet, at vi har været på besøg hos 5. klasse på Harboøre Skole & Børnecenter. Ét af de emner, vi talte med dem om, er relationer, venskaber og fællesskaber.

- Jeg har det allersjovest, når jeg leger med mine venner, fordi så har vi et fællesskab, siger Jacob Uhrskov.

For ham betyder det enormt meget med en bedste ven, som man til enhver tid kan stole på.

- Det er vigtigt at have en bedste ven, for så ved man, at man har en ven, som ikke svigter én. En bedste ven er der hele tiden for én.

Klassekammeraten Emil Ørts er helt enig.

- Venner er også dejlige, hvis man er ked af det, for så kan de få én i godt humør igen.

Venner kan altså være en støtte. Især i svære tider.

Når vennerne ændrer sig

Søren Sværke Jakobsen oplevede dødsfald i sin familie for noget tid siden. Vennerne vidste, at han befandt sig i en svær tid.

Hvordan var den hårde periode?

- Det var ikke særligt sjovt, for når man kom i skole, så man havde det ikke så sjovt. Vennerne var ikke, som de plejede at være. De snakkede nærmest ikke. De var alle henne ved mig og spørge, om jeg var okay. De ændrede sig.

Hvad betyder det? At de spørger. Hvordan har du det, Søren?

- Det er dejligt nok nogle gange, men det kan også blive for meget.

Sammen med TV 2 og TV 2's andre regioner giver vi i den her uge ordet til børnene. Vi forsøger bredt og fordomsfrit at fortælle, hvordan børnene har det, hvad de bekymrer sig om og hvad de laver. Billedet her er en mosaik af børn fra hele landet. De midt- og vestjyske børn kommer fra Harboøre Skole & Børnecenter.
Sammen med TV 2 og TV 2's andre regioner giver vi i den her uge ordet til børnene. Vi forsøger bredt og fordomsfrit at fortælle, hvordan børnene har det, hvad de bekymrer sig om og hvad de laver. Billedet her er en mosaik af børn fra hele landet. De midt- og vestjyske børn kommer fra Harboøre Skole & Børnecenter.
Foto: TV 2

Kan være svært at komme ind i en vennegruppe

Sebastian Mærsk Rønn Pedersen og Melanie Liv Højland Lauridsen har det til fælles, at de ikke altid har været en del af klassen.

Har I oplevet at føle jer ensomme?

- Ja, det følte jeg i starten af skoleåret. Ingen ville være sammen med mig. Jeg var ret ked af det. Jeg spugte nogen, om de ville lege, og de sagde bare nej egentlig ikke, forklarer Sebastian Mærsk Rønn Pedersen.

Melanie Liv Højland Lauridsen er kommet til fra Thyborøn Skole ved begyndelsen af det her skoleår.

- Det er stadig lidt svært at falde til. Og nogle gange er der også nogen, der siger nej. Men jeg er begyndt at få nogle venner, siger hun.

4:09
Se video: Det er vigtigt for børn at have venner, men det kan være svært at skifte skole og dermed fællesskab.

Kan der være krav til, hvordan man skal være i vennegruppen?

- Ja, svarer de begge, inden Melanie Liv Højland Lauridsen uddyber:

- Det er jo sådan lidt, at man skal være på en speciel måde – i stedet for bare at være sig selv.

Både hun og Sebastian Mærsk Rønn Pedersen har altså prøvet at føle sig udenfor.

- Den følelse synes jeg ikke, andre skal have, fordi man kan nemt og hurtigt blive ked af det, afslutter hun.