Får hjælp af Facebook-følgere: Jesperhus vil spare én million kroner på reklamer

Ferieparken har taget alternative metoder i brug for at klare sig igennem coronakrisen. De beder deres følgere på sociale medier om at dele og like.

Selvom Jesperhus Feriepark har lukket lige nu på grund af coronasituationen, har de stadig gang i produktionen af videoer til børn på Youtube. (Arkivfoto)
Selvom Jesperhus Feriepark har lukket lige nu på grund af coronasituationen, har de stadig gang i produktionen af videoer til børn på Youtube. (Arkivfoto)
Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

Normalt bruger Jesperhus Feriepark mange penge på markedsføring på Facebook og Youtube. 

Men i en krisetid som nu, hvor parken er lukket på grund af coronasituationen, skal hver en krone vendes.

Så ferieparkens direktør Peter Overgaard har fået en ide.

- Vi har enormt god respons på vores Facebook og Youtube. Så jeg tænkte, at der kan da ikke ske noget ved at spørge vores kunder, om vil hjælpe os, siger han.

Fredag lagde Jesperhus så et opslag op på ferieparkens facebookside, hvor de beder deres følgere om hjælp - uden at skulle have penge op af lommen.

- Vi har fået en idé, og vi vil høre, om I vil hjælpe os. Vi er selvfølgelig nødt til at spare alle de steder, vi kan. Men i stedet for at gøre Jesperhus dårligere og risikere(!) at skulle afskedige dygtige medarbejdere mm., er der måske en anden mulighed. Vi kan forsøge at spare 1 million kroner i vores marketing-budget, skriver Jesperhus Feriepark i opslaget.

Overvældende respons fra følgerne

Hvis kunderne deler og liker Jespershus' opslag via "mund-til-mund" på Facebook, kan ferieparken slippe for at skulle bruge helt så mange penge på annoncer på sociale medier - og det kan måske holde fyringer for døren.

- Det er noget, vores gæster selv beslutter. Vi spørger bare, om de vil hjælpe. Og det var der heldigvis enormt mange, der gerne ville. Det har allerede givet virkelig mange nye følgere og likes, siger Jesperhus Feriepark-direktøren, Peter Overgaard.

Et af målene med opslaget var at få 10.000 nye følgere på Facebook. Det mål er allerede nået her lidt over et døgn senere.

- Før var vi på 90.000 facebook-følgere, og nu har vi rundet de 109.000, siger Peter Overgaard.

Han er overvældet over, hvor mange der har valgt at hjælpe. 

- Vi sidder næsten med tårer i øjnene, når vi ser kommentarerne fra vores følgere, fortæller direktøren.

Flere penge til videoproduktion

Marketingbudgettet lyder i alt på syv millioner kroner, og Peter Overgaard tror på, at det er muligt at spare meget på det her tiltag. 

- Det lykkes måske ikke med en million kroner, men vi plejer at bruge rigtig mange penge på Facebook og Youtube. Så vi håber at kunne minimere den del, siger Peter Overgaard.

Nogle af de penge, de sparer på marketingbudgettet, skal bruges til at holde gang i filmproduktionen til børnene, imens de venter på at kunne åbne parken igen.

På Youtube lægger Jesperhus videoer op med blandt andet karaktererne Hugo, Dr. Træls og Admiral Fjæsing, som mange børn kender fra ferieparkens shows. 

Selvom tiltaget kommer til at hjælpe på marketingbudgettet, ligger frygten for at skulle fyre medarbejdere stadig og ulmer hos direktøren. 

- Selvfølgelig frygter man at skulle afskedige folk, men det kommer jo an på regeringens udmeldinger. Vi kan jo ikke håndtere, hvis man fortsat kun må være 10 personer til shows eller i vores vandland, siger han.

Hvor slemt det kommer til at se ud for ferieparken, afhænger især af, hvor mange personer der må være samlet, når kalenderen skriver skolernes sommerferie.

0:47
Indslag fra 18. marts. Ferieparken er et af de steder, der under normale omstændigheder skulle til at summe af liv. Men på grund af corona-udbruddet udskyder de nu sæsonåbningen af feriecentret frem til maj.